Uffe Bech: Det her er ikke sjovt

30.09.2018 21:05

Et nederlag mod AC Horsens på hjemmebane efter en første halvleg, hvor det ellers så rigtig lovende ud for de blå-gule, men alligevel endte det uden point.

- Det er sgu tungt at sidde her nu. Vi spiller en piv god først halvleg og sidder på det hele. Man render rundt med en fornemmelse af, at vi ser rigtig godt ud som hold. Kommer foran meget fortjent og muligheder for at kommer yderligere foran.

- I pausen taler vi om, at vi skal ud og lukke kampen, for vi kender Horsens og der kan pludselig dukke et eller andet heldigt op, som de scorer på – og det var jo lige præcis, hvad der skete. De har ikke været i nærheden af noget som helst, og så rammer Josip (Radosevic, red.) den uheldigt og de får scoret ud af ingenting, lød det fra en ærgerlig Uffe Bech.

At AC Horsens er farlige på dødbolde er ikke en overraskelse, men alligevel fik de scoret på en af slagsen, og så var de pludselig foran.

- Da vi bliver ramt af et rødt kort og kommer en mand i undertal, gør vi det ikke nemmere for os selv, og de får scoret på en af deres dødbolde.

- Vi knokler stenhårdt for at komme tilbage, og jeg synes, vi bliver snydt for at klokkeklart straffespark til sidst, så det gør det endnu tungere at sidde her, men alle skal vide, at vi knokler stenhårdt hver dag, for at finde de procenter, der kan gøre, at kampene går vores vej. Og det fortsætter vi med allerede i morgen, for det her er ikke sjovt – det gør ondt, understreger Uffe Bech.

Foto: Getty Images