U17-træner Anton Lyme: Mennesket er altid i centrum

26.09.2018 12:40

I sidste uge kom vi tættere på U19-træneren Joakim Mattsson, og i denne uge zoomer vi ind på Anton Lyme, der til dagligt træner Brøndby IF’s U17-mandskab. Anton kom til i sommer som træner i Brøndby IF, og ud over en baggrund i ungdomsfodbold i Hvidovre IF har han også været skolelærer i adskillige år – alt sammen noget, der har været medvirkende til, at han i dag kan kalde sig Masterclass-træner.

Her kan du - med hans egne ord - blive klogere på Brøndby Masterclass' nye træner.

- Jeg kommer fra et job i Hvidovre, hvor jeg var vant til at arbejde som lærer om dagen og fodboldtræner om aftenen. så man kan godt sige, det har været en omvæltning. Nu arbejder jeg hele dagen, og det er kun med fodbold. Så der er naturligvis rutiner og andre ting, der skal på plads, lyder det fra Lyme, som er meget tilfreds med den første tid i klubben.

- De første måneder har været en fantastisk tid, og det er et job, jeg har jagtet i mange år. Så når jeg vågner hver dag, er jeg glad. Det er fantastisk at kunne få lov til at omgive sig med fodbold og kun fodbold. Jeg tror, at min mangeårige baggrund som skolelærer gavner mit arbejde, da det jo er mennesker, jeg arbejder med hver eneste dag. Så der er klart nogle ting, der overlapper fra min tid som lærer.

- Fællesskabet er unikt i Brøndby IF og var klart en af de ting, jeg blev forelsket i ved klubben. Jeg følte fællesskabet med det samme, fra den dag jeg startede her. At være en del af sådan en spændende klub giver mig noget hver dag. Jeg udvikler mig for hver dag, der går, og møder hele tiden nye ting i mit trænerliv.

- Folk i klubben er virkelig dygtige, og jeg suger så meget til mig som muligt. Vi kommer alle sammen med inputs til hinanden, hvor vi også sparrer. Vi har forskellige møder i løbet af en normal uge, hvor vi diskuterer alt fra måden at anskue fodbold på til små detaljer på træningsbanen – så der bliver virkelig nørdet, og det er fantastisk at være en del af.

- U17-fodbold er et meget spændende segment. Drengene er ikke ”sat” i forhold til deres drømme og fremtid. De kan stadig nå at udvikle sig meget – så drømmen lever i bedste velgående for dem, og det er fedt at arbejde med. Ydermere er de i en alder, hvor de virkelig har lyst til at lære, hvilket betyder, at det er muligt at flytte dem længere i deres udvikling. Og det motiverer mig.

- Jeg vil beskrive mig selv som en hårdtarbejdende træner, der giver meget af sig selv. Jeg er nysgerrig for at udvikle mig, og det matcher perfekt med den nye spillestil, der skal implementeres helt fra Superliga-niveau til ungdoms-niveau. Jeg er meget dedikeret i mit arbejde, og det, tror jeg, skal til for at fuldføre en krævende spillestil.

- Udover at lære fra mig på grønsværen ønsker jeg også at give de mennesker, jeg omgås med, mere end det sportslige i deres bagage. Jeg ønsker også at være med til at undervise dem i, hvordan man strukturerer sit liv, og det kan komme dem til gode i andre facetter end i deres sportskarriere. Jeg tror meget på tillid, respekt og tryghed for den enkelte, og det, tror jeg, er med til at skabe grobund for bedre præstationer.

- Udvikling motiverer mig. Udviklingen af det enkelte individ, som gerne skulle føre hen til, at vi skaber noget sammen. Jeg tror på, at udviklingen af den enkelte er grobunden og nøglen til, at man kan vinde fodboldkampe. For mig findes der ikke noget bedre end at se de unge talenter rykke sig og få deres drømme opfyldt i form af en fuldtidskontrakt - det er det ultimative, lyder det afslutningsvis fra cheftræneren.