Jens Martin Gammelby: Elsker at være en del af Brøndby IF

07.09.2018 11:20

Jens Martin Gammelby kom til klubben i sommer på en 5-årig kontrakt. Vi har taget en snak med den muntre back omkring den nye tilværelse på Vestegnen, ligesom man kan blive klogere på den nye 2'ers fodboldmæssige kvaliteter.

- Jeg kan rigtig godt lide at være her i klubben, hvor jeg nyder at komme til træning. Vi spiller en spillestil, hvor man er nødt til at suge til sig for at lære de helt specielle mekanismer, før man kan begynde at tænke over at starte inde regelmæssigt. Det føler jeg allerede, jeg er langt med i forhold til, at jeg ikke har været her så længe, fortæller Gammelby, der også uden for banen er kommet godt ind i klubben.

- Det er virkelig nemt at være en del af denne her trup. Folk i og omkring klubben er fantastisk søde og rare, hvilket gør det meget nemt at være en del af. Vi er mange forskellige nationaliteter i truppen, men det er ikke noget, der gør dét at falde til særligt svært. Det kommer ikke an på, om du spiller eller ikke spiller - man er en lige så stor del af fællesskabet uanset hvad. Og det er rigtig fedt.

Det er første gang, at Gammelby er så langt væk fra familien i Ikast, men det er nu ikke noget, han tager så tungt.

- Jeg er født og opvokset i Ikast, og første gang, jeg tog afsted fra min barndomsby, var, da jeg skiftede til Silkeborg. Der fik jeg for første gang forsøgt at leve for mig selv, så det er noget, jeg har prøvet i de seneste fire år, inden jeg kom her. Og så er det jo heller ikke længere væk, end at man lige kan tage en weekendtur hjem til de gamle.

Defensiv position – offensive kvaliteter
Brøndby-fansene har indtil videre kunnet se Gammelby i aktion fire gange i den gule trøje. Men det er faktisk ikke mange år siden, at fodboldkarrieren var op til overvejelse for den 23-årige back.

- Jeg har haft perioder, hvor jeg egentlig ikke har været helt så begejstret for at spille fodbold. Da jeg var 16 år, var jeg på vej til at tage et år til udlandet som udvekslingsstudent i USA efter niende klasse. Jeg havde så en god snak med Silkeborg IF om, at det måske var en god idé at blive og spille fodbold og tage et efterskoleophold i stedet for. Efter jeg havde været på efterskole, fik jeg en kontrakt i Silkeborg. Det var måske lidt atypisk, eftersom at jeg måske søgte lidt andre veje, men så i sidste ende blev jeg. Og siden den beslutning har jeg bare kæmpet 100% for at nå mine mål inden for fodbolden.

Jens Martin Gammelby er kendt for sin eksplosive acceleration og kække driblinger - noget man normalt ikke forbinder med en forsvarsspiller. Men det er der en forklaring på. Jens Martin Gammelby har nemlig ikke spillet i forsvarskæden hele sin karriere.

- Jeg var angriber, dengang jeg var helt ung. Og så var jeg måske lidt heldig, for da jeg var på træningslejr med Silkeborg, havde vi for mange angribere med. Det betød, at jeg blev rykket ned i forsvaret, og det fungerede så godt, at det kastede en fuldtidskontrakt af sig. Derfra har jeg bare bygget på og ikke set mig tilbage – så det har været en lidt atypisk udvikling, hvor jeg heller ikke har været med u-landsholdene hele vejen igennem.

- Noget af det, der kendetegner min spillestil, er jo netop også mine offensive kvaliteter, jeg har tilegnet mig gennem min fortid som angriber. Jeg spillede angriber helt indtil U19. Det var først, da jeg fik senior-debut, at jeg var forsvarsspiller. Det er måske også derfor, at jeg har store styrker i det offensive.

Det er ikke kun de tekniske færdigheder, der er gavnlige for Gammelby som fodboldspiller. Det mentale aspekt pointerer han som et vigtigt element, han desuden også har arbejdet på gennem årene.

- Som fodboldspiller og menneske er jeg god til at fokusere på det vigtige og lukke alt støjen ude. Hvis jeg laver forskellige fejl eller hører nogen tale dårligt om mine præstationer, så er jeg ret god til bare trække på smilebåndet af det - hvilket jeg efterhånden har været nødt til nogle gange, lyder det med et stort grin.

- Det er en af mine mentale styrker, at jeg ved, jeg kommer tilbage på en eller anden måde. Det er nu første gang i min senior-karriere, at jeg ser fodbold fra bænken, men jeg formår alligevel at holde humøret højt, klør på til træning og tror på, at min chance nok skal komme – for når den gør det, handler det om at være helt klar.

- En af de ting, jeg har skulle forbedre, er klart mit defensive spil. Med skiftet til Brøndby IF har jeg også skulle vænne mig til, at niveauet er højere, og her synes jeg, at mine defensive kvaliteter bliver bedre for hver dag, der går. Vi træner mange én mod én-situationer og generelt meget duelspil, hvilket er med til at udvikle mit defensive spil. Så jeg føler, at det er med til at gøre mig til en komplet fodboldspiller.

Netop træning er der rigeligt af her i landsholdspausen, og Jens Martin Gammelby og holdkammeraterne kan se frem til næste kamp den 16. september, hvor SønderjyskE kommer på besøg. Vil du være med til at støtte det blågule hjemmehold i jagten på tre point, kan du finder billetter lige her.

Foto: Getty Images