Troels Bech: Jeg er taknemmelig og stolt
03.09.2018 10:10
De seneste tre år har været en tid med fuld fart på udviklingen i Brøndby IF. Det gælder både det kommercielle og ikke mindst det sportslige.
Det sportslige har Troels Bech stået i spidsen for, og sammen med et stærkt team er det lykkedes på relativt kort tid at gøre Brøndby IF til en titelvindende klub igen.
Nu skal nye kræfter tage de næste sportslige skridt, da sportsdirektør Troels Bech efter eget ønske stopper i Brøndby IF ved årets udgang.
- Brøndby IF er i en kommerciel og finansiel stærkere position, end klubben har været de seneste 10 år. Det har givet mig mulighed for at reflektere over, hvad fremtiden skal bringe for mig, og her har jeg nu besluttet, at det rigtige er at stoppe ved årets udgang.
- Hvad jeg har lært og opnået sammen med mine fantastiske kollegaer i, hvad jeg anser som Nordens største fodboldklub, mere end tre år er noget, som jeg er meget taknemlig og stolt over. Vi har på de fleste sportslige parametre nået de mål, som vi satte os for i Strategi 6.4, hvilket vel og mærket er et eller to år før tiden, lyder det fra Troels Bech.
Fodboldmanden Troels Bech har været i dansk fodbold i mere end tre årtier, men nu er det ikke blot fodboldverdenen, der skal nyde godt af den karismatiske leders viden og indsigt.
- Hvis jeg ser på den proces, som jeg har været en del af i Brøndby IF - samt tager den ballast og erfaring jeg har skabt mig omkring at skabe sammenhængskraft i betragtning - så ønsker jeg at bruge disse kompetencer meget mere i en bredere kontekst og på en større platform end fodbold.
- Jeg takker nuværende og tidligere spillere, som jeg har været i berøring med, og selvfølgelig alle kollegaer samt bestyrelse i Brøndby IF for et godt og stærkt samarbejde på denne rejse.
Der vil mandag kl.12:00 afholdes pressemøde på Brøndby Stadion, hvor sportsdirektør Troels Bech vil være til rådighed.