Brøndby IF lejer Uffe Bech i Hannover 96

31.08.2018 14:15

Brøndby IF lejer Uffe Bech i Hannover 96 frem til årsskiftet, hvor Brøndby IF samtidig har købsoption som en del af lejekontrakten. Uffe Bech skiftede fra FC Nordsjælland til Hannover 96 tilbage i 2015, og hans kontrakt med den tyske klub udløber i sommeren 2019. Sportsdirektør Troels Bech glæder sig over tilgangen af Uffe Bech og fortæller her om lejemålet.

- Vi har ikke for vane at indgå et så relativt korte lejemål som i dette tilfælde, men lige netop med Uffe fik vi en god mulighed for at få tilknyttet en særdeles dygtig spiller, som vi ellers ikke økonomisk ville være i stand til, og den mulighed har vi valgt at gribe. Uffe er som sagt en dygtig spiller, som tidligere har bevist sit værd som en profil i Superligaen. Vi tror på, at Uffe med sine offensive kvaliteter vil passe rigtig godt ind i vores aggressive og offensive spillestil, og vi glæder os derfor til at få Uffe ind i truppen.

Selv siger 25-årige Uffe Bech om lejemålet med Brøndby IF.

- Jeg er glad for muligheden for at komme til Brøndby IF. Jeg har fulgt med i udviklingen igennem de sidste par år, og spillestilen tiltaler en offensiv spiller som mig, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med det. Jeg ved, at der er stor konkurrence om pladserne, og sådan skal det også være i en stor klub som Brøndby IF, så jeg glæder mig til at komme i gang med træningen med mine nye holdkammerater.

Uffe Bech får trøje nummer 9 og har første træning lørdag den 1. september.