Brøndby IF på vej mod overskud og bedste årsresultat siden 2006

30.08.2018 08:41

Et sportsligt flot første halvår, nye kommercielle tiltag, samt en fortsat stigende tilskuerinteresse gør, at Brøndby IF er på vej til at levere det bedste årsresultat siden 2006. Brøndby IF har netop offentliggjort halvårsregnskabet for 2018, og man forventer et overskud for 2018 før skat i niveauet plus 12 mio. kr. til 22 mio. kr. 

 Det positive regnskab gør samtidig, at man indfrier et af de økonomiske mål i strategi 6.4 et år før forventet. Strategi 6.4 tilsiger, at Brøndby IF senest i regnskabsåret 2019 opnår økonomisk ligevægt, og det er altså det, man allerede nu forventer vil ske i indeværende regnskabsår. Bestyrelsesformand Jesper Møller er tilfreds med regnskabet og den kommercielle udvikling i klubben.

 - Vi er godt på vej mod et tilfredsstillende overskud og det bedste årsresultat siden 2006. Vi er tilfredse med såvel den kortsigtede som langsigtede kommercielle udvikling, vi oplever i klubben, da den følger den vej, vi har udlagt i strategi 6.4. Som regnskabet viser, er vi endda foran strategien på nogle punkter, blandt andet at vi nu forventer at være i økonomisk ligevægt et år før forventet, og derfor handler det nu om at fortsætte det kommercielle momentum, vi oplever.

 I 1. halvår af 2018 steg nettoomsætningen til 92,2 mio. kr. mod 67,8 mio. kr. i samme periode sidste år. Administrerende direktør Jesper Jørgensen fortæller, at den store stigning skyldes såvel øgede indtægter på kampdage, samt større arrangementer som ikke er relateret til fodbold.

- Vi har i første halvår af 2018 oplevet flotte stigninger på vores væsentligste kommercielle områder. Vi har et produkt, der skaber unikke oplevelser og underholder, uanset om man er på stadion eller følger med hjemme fra stuen, og det belønner vores fans og samarbejdspartnere os for. Vi øgede i første halvår vores entre- og tv-indtægter med 35%, ligesom vi løftede vores partner- og sponsorindtægter med 24%.

 - Vores salg af mad og drikkevarer er steget med hele 76% grundet de markant flere tilskuere på stadion, og så har vi haft flere ikke fodboldrelaterede arrangementer, der også har bidraget til et øget salg. Den store popularitet, klubben oplever, har skabt en stor efterspørgsel på blandt andet vores hjemmebanetrøje og med et flot salg af flere andre produkter i vores merchandise-sortiment, har vi i første halvår set en stigning på 71% i salget af merchandise. Samtidig med at vi oplever stor vækst, så har vi formået at holde stigningen i relaterede omkostninger på et lavere niveau end omsætningsvæksten. Det er derfor vores forventning, at vi kommer ud med det bedste årsresultat siden 2006.

Brøndby IF’s forventning for 2018 er et overskud før skat i niveauet plus 12 mio. kr. til 22 mio. kr. baseret på følgende væsentlige forudsætninger:

Brøndby IF er i top 3 af Superligaen i 2. halvår 2018
Brøndby IF realiserer ikke yderligere væsentlige transferindtægter i resten af 2018, ud over salgene af Frederik Rønnow og Christian Nørgaard