Gregor Sikosek udlejes til slovenske NK Domzale

27.08.2018 12:00

Brøndby IF udlejer Gregor Sikosek til slovenske NK Domžale. Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning og løber frem til udgangen af 2019, hvilket betyder, at Gregor Sikosek vil være udlejet i den resterende del af hans kontraktperiode med Brøndby IF. 

Sportsdirektør Troels Bech fortæller om udlejningen.

- Udlejningen af Gregor Sikosek er en naturlig konsekvens af manglende udsigt til spilletid hos os. Vi har et stærkt felt af backs, der står foran Gregor i køen til spilletid. Det sker desværre nu og da i fodbold, at vi ikke altid får det ud af hinanden, som vi havde håbet. 

- Både vi og Gregor har givet det chancen ad flere omgange, men begge parter er nu enige om, at en udlejning til NK Domžale er den rigtige løsning for alle parter med de muligheder, der nu engang var. Vi håber, at Gregor får et godt ophold med masser af spilletid, så han kan tage det næste skridt i sin udvikling.

Gregor Sikosek er selv fra Slovenien og skiftede i januar 2017 til Brøndby IF på en tre-årig kontrakt fra den slovenske klub FC Koper. Gregor Sikosek nåede at spille 16 officielle kampe for Brøndby IF.

Foto: Getty Images