Forkøbsret til hjemmekampen mod KRC Genk

20.08.2018 16:00

Torsdag den 30. august spilles den sidste og afgørende kamp om en plads i gruppespillet i Europa League – og den spilles på Brøndby Stadion.

Sæsonkortholdere har forkøbsret til kampen, hvilket du kan læse nærmere om herunder.

Siddeplads
Sæsonkortholdere med siddeplads på Brøndby Stadion kan købe billet til deres egen plads i forsalg indtil onsdag den 22. august kl. 16:00.

Udnytter en given sæsonkortholder ikke denne forkøbsret, går retten videre til alle andre sæsonkortholdere, som herefter får mulighed for at købe pladserne efter først-til-mølle-princippet. 

Sydsiden Nedre
Til kampen bliver der monteret sæder på Sydsiden Nedre, hvilket betyder, at fordelslisten på Sydsiden Nedre træder i kraft. Fordelslisten er opdelt i en pulje 1 og en pulje 2. 

Pulje 1 består af de 2.300 sæsonkortholdere med den længste anciennitet, som er sikret en garanteret forkøbsret til Sydsiden Nedre.

Billetter fra pulje 1 sælges frem til tirsdag den 21. august kl. 16:00.

Pulje 2 består af de resterende sæsonkortholdere på Sydsiden Nedre. Du kan se din plads på listen ved at logge ind på voucher.brondby.com og registrere dit sæsonkort.

Sæsonkortholdere fra pulje 2 kan købe eventuelt overskydende billetter til Sydsiden Nedre fra tirsdag den 21. august kl. 16:00 til onsdag den 22. august kl. 16:00. Indtil da kan sæsonkortholdere fra pulje 2 købe billet til de resterende ledige pladser på Brøndby Stadion, hvis man foretrækker det.

Alle tilbageværende pladser frigives til åbent salg onsdag den 22. august kl. 16:00 online og i Brøndby Shoppen på Brøndby Stadion.

Klik dig videre til billetsalget her.

Billetterne bliver solgt til almindelige Superliga-priser, og hvis man køber billet inden torsdag den 23. august kl. 20:30, får man 20 % rabat på sin billet.

Foto: Getty Images