Wilczek: En hård start, men det blev hurtigt godt

14.08.2018 15:16

Inden hjemmekampen mod Spartak Subotica på torsdag i tredje runde i kvalifikationen til Europa League vil Kamil Wilczek få overrakt blomster af sportsdirektør Troels Bech. Den målfarlige angriber har nemlig rundet 100 kampe for Brøndby IF.

- Det er faktisk min kamp nummer 103 på torsdag, og jeg er stolt af at have spillet så mange kampe i Brøndby-trøjen, fortæller Kamil Wilczek, inden han tænker lidt tilbage på starten af sin karriere i blåt og gult.

- Da jeg kom for to og et halvt år siden, havde jeg en lidt svært start. Jeg skulle vænne mig til en ny måde at spille fodbold på, et nyt land og nye holdkammerater, men efter et halvt år faldt alting på plads for mig.

- Og da klubben ændrede spillestil, og Coach kom ind, blev det endnu bedre for mig. Det er en stil, hvor man som angriber får mange chancer, og så kan jeg godt lide at arbejde hårdt.

Hårdt skal der også arbejdes på torsdag mod Spartak Subotica, fortæller Kamil Wilczek.

- Efter kampen i søndags er det rigtig godt, at der kommer en ny kamp så hurtigt, så vi kan få en chance for at revanchere os. Vi skal ud og slå Subotica torsdag. Vi skal ikke bare sikre os at gå videre samlet – vi skal vinde og rette op på humøret hos både vores fans og os selv.

- Vi går ind til alle kampe for at vinde dem, men på torsdag skal vi have sendt et signal om, at søndagens kamp er ude af systemet, understreger angriberen med de altså snart 103 kampe for Brøndby IF. 

Vi har en sejr på 2-0 med fra Serbien til returopgøret på torsdag, der spilles kl 20:00 på Brøndby Stadion. Du kan købe din billet til kampen her.

Foto: Getty Images