Laursen: Blev forelsket i projektet

27.07.2018 19:35

Nikolai Laursen er ny mand i Brøndby-trøjen, efter det tidligere på dagen blev afsløret på Brøndby Indefra, at den 20-årige dansker har underskrevet en 1-årig lejekontrakt med option på køb. Den talentfulde angriber har som bekendt en fortid i klubben, og Laursen er glad for at være tilbage i blåt og gult.

- Det er super dejligt at være tilbage i Brøndby IF, og jeg har set frem til det. Vi har snakket om det i et stykke tid nu, og nu er det endelig officielt, så det er super skønt.

- Det kom lidt som et chok, da jeg hørte om interessen. Jeg tog udgangspunkt i, at jeg skulle spille i PSV, og så hørte jeg, at Brøndby IF var interesseret, hvorefter jeg fik en snak med Troels og coach og blev lidt forelsket i projektet, fortæller Laursen, der glæder sig til det alle fodboldspillere elsker: At spille fodbold.

- Jeg ser frem til at få spillet en masse fodbold igen. Jeg forventer også, at vi kommer i kamp om medaljerne. Jeg ser frem til at få spillet fodbold her hver eneste dag og komme her på Brøndby Stadion og mærke fansene og atmosfæren. 

Se og hør hele interviewet med den nye nummer 18 på Brøndby Indefra.