Jung før Hobro-kamp: Det handler om de små detaljer

26.07.2018 15:05

For anden gang i indeværende sæson skal Brøndby-holdet en tur til det jyske for at kæmpe om de tre point i Superligaen. På søndag hedder modstanderen nemlig Hobro IK, og ifølge de blågules nummer 3, Anthony Jung, bliver det en kamp, hvor de små detaljer kommer til at spille en stor rolle.

- Det handler om de små detaljer. Vi arbejder på løsninger – både med og uden bold – der skal føre til flere chancer, og hvis vi får dem, skal vi udnytte dem fuldt ud, fortæller Jung, der husker tilbage på den seneste kamp i Hobro:

- Vi kan alle huske udekampen fra sidste sæson, som var en svær kamp, hvor vi scorede til 2-1 helt til sidst. Det bliver helt sikkert også en udfordrende kamp på søndag, hvor vi møder en organiseret modstander, så vi skal være på vores højeste niveau for at få de tre point med hjem. 

Den tyske venstreback skiftede som bekendt tidligere på sommeren en lejekontrakt ud med en permanent kontrakt hos Brøndby IF. Det har også betydet, at Jung modsat sidste år har været en del af hele opstarten. Noget, han sætter stor pris på.

- Det har været meget bedre at være en del af opstarten i år (sammenlignet med sidste sæson, red.). Sidste år var det mere udfordrende i starten, da pre-season starter senere i Tyskland, så at have muligheden for at være med fra starten i år har været rigtig positivt. Både på det taktiske og fysiske plan, siger Jung, der sammen med resten af Brøndby-truppen arbejder på at komme op på højeste niveau:

- Jeg er ikke på 100% endnu, og det er en proces at nå op på det niveau så hurtigt som muligt, men holdet og jeg bliver bedre kamp for kamp. Vi startede godt mod Randers, mens det uafgjorte resultat mod Vejle ikke var det, vi håbede på. Men sådan er det, og ikke alt glider i starten, så det skal vi arbejde videre med. 

Kampen mod Hobro IK fløjtes op søndag kl. 16:00 på DS Arena, og hvis du vil se Jung og co. i aktion, kan du læse mere og købe din billet til udebaneafsnittet her. 

Foto: Getty Images