Kaiser: Jeg bliver bedre for hver kamp, jeg spiller

18.07.2018 11:07

Scenen er BioNutria Park Randers, og nede i spillertunellen står Brøndby IF’s nye nummer 7 og tripper – klar til at indtage grønsværen for første gang i den gule Brøndby-trøje. På trøjen står der naturligvis Kaiser, og det var en spændt tysker, der fik sin Superligadebut i mandags.

- Jeg glædede mig til at spille, for det er et nyt kapitel i min professionelle karriere, så jeg var meget glad for at starte inde i min første Superligakamp. Man er en del af nyt hold og en ny liga, så jeg var også spændt, men den gode stemning gjorde det nemmere. 

Netop fansenes opbakning står meget klart i midtbanespillerens minde om sin officielle debut for klubben.

- Det er altid spændende at debutere for sin nye klub, og selvom det var en udekamp, ydede fansene fantastisk støtte hele kampen igennem. Det betyder utrolig meget, og nu ser jeg bare frem til den første kamp på hjemmebane. For alle os, der spillede den første kamp for Brøndby, var det en god debut. Men det er heller ikke nemt, for spillet er meget fysisk præget med mange dueller, og det skal jeg selvfølgelig vænne mig til, fortæller den 29-årige Kaiser, der dog ikke er overrasket over det fysiske spil:

- Det fysiske aspekt af spillet er anderledes, end hvad jeg har oplevet i Tyskland, men det vidste jeg på forhånd. Da spillet er meget fysisk, er det ikke altid lige let at blive i spillet, da man ikke hele tiden er i boldbesiddelse. 

På trods af at kampen mod randrusianerne var hård og udfordrende, er tyskeren overbevist om, at det gode spil vil vise sit ansigt i takt med, at han får flere minutter i benene.

- Min sidste vigtige kamp var i starten af maj, så jeg vidste, at jeg ville blive udfordret i min første Superligakamp. Det vil altid være anderledes end en træningskamp, og kampen mod Randers var hård, men jeg er sikker på, at mine præstationer vil blive bedre og bedre for hver kamp, jeg spiller. 

Næste opgave for Dominik Kaiser og hans holdkammerater er på søndag kl. 18:00, når modstanderen hedder Vejle Boldklub til sæsonens første hjemmekamp for de blågule. Og midtbanemanden ser frem til sit første møde med Brøndby Stadion i Superligasammenhæng, ligesom han håber på at kunne betale fansenes støtte tilbage.

- Det er vores første Superligakamp på hjemmebane i denne sæson, og jeg glæder mig meget til at opleve atmosfæren på Brøndby Stadion. Jeg har hørt fra mine holdkammerater, at fansene er meget passionerede, hvilket jeg også oplevede i træningskampen mod FC St. Pauli. Så er det vores job at belønne fansene med forhåbentlig en sejr på søndag.

Hvis du ikke kan vente til søndag til at se Dominik Kaiser, kan du allerede på fredag møde ham og Ante Erceg i Brøndby Shoppen, hvor de fra kl. 13:30 står klar til at uddele autografer. 

Hvis du vil være sikret en plads til kampen mod Vejle Boldklub og de resterende hjemmekampe i sæsonen, er et sæsonkort måske sagen. Læs mere og køb dit sæsonkort her.

Foto: Getty Images