Gustaf Nilsson skifter til Vejle Boldklub

10.07.2018 18:00

Den 21-årige angriber, Gustaf Nilsson, skifter med øjeblikkelig virkning til nyoprykkede Vejle Boldklub. Nilsson, der kom til Brøndby IF fra Falkenbergs FF i 2016, har haft svært ved at bide sig fast på det blågule mandskab og tilbragte seneste sæson på lån hos Silkeborg IF.

Og sportsdirektør Troels Bech glæder sig over, at man har fundet en god løsning for den høje angriber.

- Ligesom på alle andre positioner har vi stor konkurrence på de offensive pladser, og vi har derfor ikke kunnet garantere Gustaf Nilsson fast spilletid i den kommende sæson. Det er derfor et logisk skifte for Gustaf, og vi har ikke stået i vejen for, at han kan indfri sit talent andetsteds. 

- Selvom Brøndby-fansene ikke har set meget til Gustaf i sin tid her i klubben, har vi nydt godt af hans gode humør i omklædningsrummet, og vi ønsker ham derfor held og lykke fremover i Vejle.

Gustaf Nilsson nåede 14 kampe i den gule trøje og scorede et enkelt mål.