Tibbling: Vi glæder os allesammen

07.07.2018 12:55

Den 13. juni havde spillerne første træning i Brøndby, og den 16. juli begynder den nye sæson ude mod Randers FC. Først skal Brøndby-mandskabet dog spille en sidste test forud for den nye sæson, og det bliver på søndag mod FC St. Pauli kl. 15:00.

Og opgøret mod den tyske 2. Bundesliga-klub kan give et godt afsæt inden sæsonpremieren, mener Simon Tibbling.

- Det er sidste kamp, inden sæsonen starter, så det er en vigtig kamp og sidste chance for at forberede sig på den nye sæson. Det betyder altid noget at få en god præstation lige inden sæsonstart, for så kommer du ind i et godt flow. Så det er en vigtig kamp, fortæller midtbanespilleren, der også glæder sig til at komme tilbage til Brøndby Stadion.

- Når man spiller for Brøndby, betyder det selvfølgelig meget at spille på Brøndby Stadion. Så vi glæder os rigtig meget til at komme tilbage, og det bliver fedt at spille den sidste test herinde på stadion foran vores fans. Det er det bedste ved at spille her, så vi glæder os alle sammen. 

Simon Tibbling og holdkammeraterne er netop hjemvendt fra træningslejren i Østrig, og Brøndby IF’s nummer 12 nød at være af sted.

- Det har været en hård træningslejr, og vi var væk i mange dage, men det var godt. Mange gode træninger, gode kampe og så er det altid sjovt at være sammen. Så kan man lære de nye at kende og i det hele taget komme lidt tættere på hinanden. 

- Formen er god på holdet. Vi træner godt og har også spillet fint i træningskampene. Vi sidder egentlig bare og venter på, at sæsonen snart går i gang, så vi kan komme ud og spille og få en masse kamptræning.

Sæsonkortholdere kommer gratis ind til søndagens kamp, og har du endnu ikke fået købt et, kan du gøre det her.

Foto: Getty Images