Brøndby IF køber Anthony Jung i RB Leipzig
26.06.2018 15:05
Et år på en lejekontrakt var, hvad det blev til i Brøndby IF for Anthony Jung – de næste tre sæsoner bliver nemlig på en fast kontrakt for venstrebacken.
- Det har været en prioritet for os at få tilknyttet Anthony Jung på en fast kontrakt, efter han leverede et rigtig stærkt forår. Derfor er vi glade for, at vi kunne nå til enighed med RB Leipzig om et køb.
- Tony (Jung, red.) har nydt at være i Brøndby, og vi har nydt at have ham i truppen og på banen, så derfor blev vi relativt hurtigt enige om de personlige forhold med Tony. Og så er det med til at sikre den stabilitet og kontinuitet, vi rigtig gerne ser i vores trup, forklarer sportsdirektør Troels Bech.
Hos Anthony Jung er der også masser af glæde at spore over den nye kontrakt.
- Jeg har virkelig været glad for at være i Brøndby IF. Man bliver meget hurtigt en del af klubben, og fra første dag føler man sig velkommen.
- Spillestilen passer til mig, og jeg nyder at være en del af et hold, hvor vi er venner på kryds og tværs af truppen og ikke bare kollegaer. Derfor var det også en let beslutning for mig, da jeg fik muligheden om at blive her, siger Brøndby IF’s nummer 3.
Kontrakten med Anthony Jung løber til 2021.
Foto: Getty Images