Brøndby IF henter Dominik Kaiser

25.06.2018 09:55

Brøndby-truppen er ankommet til Østrig, der skal danne rammen om sommerens træningslejr, og i går aftes meldte et nyt ansigt også sin ankomst. Dominik Kaiser skifter med øjeblikkelig virkning til Brøndby IF på en 2-årig kontrakt, efter han sidste sæson har optrådt for Bundesliga-klubben RB Leipzig.

Om den 29-årige midtbanespiller siger sportsdirektør Troels Bech følgende:

- Det er ingen hemmelighed, at vi har forsøgt at tilknytte Dominik Kaiser i et stykke tid, og vi er meget glade for, at vi nu har papir på hinanden. Kaiser kommer med en stor rutine og erfaring fra Bundesligaen, og vi er sikre på, at han kan tilføre vores i forvejen rigtig stærke midtbane endnu mere kvalitet - ikke mindst fordi han allerede er hjemmevant i spillestilen, fortæller Troels Bech, der samtidig glæder sig over at kunne holde det høje niveau i spillertruppen.

- Vi har suppleret truppen på nogle pladser i løbet af dette transfervindue, og så har vi især forsøgt at erstatte de spillere, der ikke er sikre på at fortsætte. På midtbanen har vi i sidste sæson haft Besar Halimi, men da det ikke er sikkert, at han vil komme til at spille i Brøndby næste sæson, er jeg meget tilfreds med, at vi allerede nu er sikre på ikke at gå ned på kvalitet på midtbanen med den nuværende trup.

Og hovedpersonen selv er glad for skiftet til Brøndby IF.

- Jeg er meget glad for at være blevet en del af denne store klub, og jeg ser frem til tiden i Brøndby, hvor jeg håber, at vi kan få succes sammen, fortæller Kaiser, der samtidig kommer ind på et hold, hvor han er meget vant til spillestilen.

- Det er et godt udgangspunkt, og jeg kan også lide den måde at spille på. Det passer godt sammen med den spiller, jeg er, og jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet.

Du kan se det første interview med den nye Brøndby-spiller på Brøndby Indefra.

Dominik Kaiser vil få nummer 7 i Brøndby-trøjen, og han har første træningsdag sammen med sine nye holdkammerater i dag.