Brøndby IF skriver kontrakt med kroatiske Ante Erceg

06.06.2018 17:30

Brøndby IF kan præsentere kroatiske Ante Erceg som ny angriber i den blågule trøje.

Den 28-årige angriber har skrevet under på en 4-årig kontrakt og møder ind til første træning sammen med sine nye holdkammerater onsdag den 13. juni.

Brøndby-fans vil måske kunne genkende navnet,og det skyldtes nok, at den kroatiske angriber i sidste sæson scorede de to mål for Hajduk Split, der sendte os ud af Europa League. Ante Erceg skifter efter et kort ophold hos FC Shabab Al-Ahli Dubai, hvortil han skiftede i den forgangne sæson efter to succesfulde år hos Hajduk Split. 

Sportsdirektør Troels Bech fortæller om tilgangen til Brøndby IF’s offensiv.

- Vi er utrolig glade for, at Ante Erceg bliver en del af Brøndby IF’s offensiv. Vi har fulgt Ante i det sidste års tid og scoutet ham vældig grundigt, så vi ved, hvad vi får. Og så mærkede vi jo på egen krop hvor kynisk en målscorer, han er, da vi mødte Hajduk Split sidste sommer. Som angriber er han hurtig og meget aggressiv i sit presspil, og så er han god afslutter, som gør tingene færdige. 

- Der var snak sidste sommer om Ante efter hans to kampe imod os, men økonomisk var det slet ikke en mulighed for os. Vi har nogle klare rammer for vores økonomiske ageren, og dem går vi ikke på kompromis med. At Ante nu kommer til Brøndby IF på en fri transfer, var derfor heller ikke sket, hvis Ante ikke selv havde haft et stort ønske om at komme til Brøndby IF.

- Han har hele vejen igennem vist stor begejstring for Brøndby IF og vores spillestil, og han var faktisk heroppe og se pokalfinalen mod Silkeborg IF. Den ramme, Brøndby fans satte for finalen, var en fantastisk reklame for os som klub, der bestemt gjorde, at Ante’s interesse ikke blev mindre. Interessen for hinanden har derfor været stor hele vejen igennem, og man fristes næsten til at sige, at begge parter er glade for, at vi nu har officielle papirer på hinanden.

Ante Erceg bekræfter interessen i at komme til Brøndby IF på appen Brøndby Indefra, hvor du kan se det første interview med ham.

- Jeg ville rigtig gerne til Brøndby IF, som jeg har holdt øje med, siden jeg spillede mod dem med Hajduk Split. Jeg kan godt lide den aggressive og angrebsivrige stil, som Zorniger står for, fortæller Erceg, der efter eget ønske kommer til at spille i nummer 50.

- Det var det nummer, jeg fik i Hajduk Split. Der tog fansene mig virkelig til sig, og havde bl.a. et banner med nummer 50 og et hjerte omkring, så det er blevet mit nummer.

Du kan se hele interviewet med Ante Erceg på Brøndby Indefra, hvor han fortæller om sit besøg til pokalfinalen og sit syn på Brøndby-fansene. Her kan du også se Troels Bech sætte ord på den nye angriber i den blågule trøje.