Nørgaard: Det gør rigtig, rigtig ondt

18.05.2018 23:25

Efter kampen mod Horsens var det en dybt skuffet Christian Nørgaard, der forsøgte at sætte ord på oplevelsen mod AC Horsens.

- Stemningen er helt nede inde i omklædningsrummet. Det gør ondt, og det gør ondt at se vores fans så skuffede. De mødte igen talstærkt op og gav os en vanvittig god opbakning, lød det fra vice-anføreren, der ligesom resten af truppen hang gevaldigt med hovedet. 

- Det er selvfølgelig hårdt ikke at kunne gøre arbejdet færdigt, når man er oppe 2-0. Vi hænger med hovedet i dag. Det skal vi gøre, men i morgen må vi også arbejde på at få stemningen op og se frem mod mandag (kampen mod AaB, red.).

- Vi må kigge indad. Vi lod dem slå for mange bolde op og spillede ikke vores eget spil de sidste 20-25 minutter, og det formåede vi ikke at forsvare til sidst, sagde Nørgaard og prøvede at kigge frem mod sæsonens sidste kamp på mandag på Brøndby Stadion mod AaB.

- Vi må kigge hinanden i øjnene og prøve at smide skuffelsen væk i løbet af i morgen. Til træningen søndag skal vi forberede os som til alle andre kampe og gå ind til den med ambitionen om at vinde.

- I den her klub er der mange følelser på spil generelt, og samspillet mellem fans og spillere er stort. To kampe før sæsonen er slut, har vi muligheden for selv at afgøre kampen om mesterskabet, og den får vi taget fra os i de sidste sekunder af kampen i dag. Det gør rigtig, rigtig ondt.

Christian Nørgaard er dog ikke klar til at smide håndklædet i ringen. Muligheden for at slutte øverst i tabellen skal jagtes så længe som muligt.

- Vi kan rejse os og kigge frem ad os sige, at det ikke er afgjort endnu, selv om det føles sådan lige nu, fordi vi ikke har det i egne hænder mere, men vi så også i dag at alt er muligt. Det er det også på mandag.

Foto: Getty Images