Zorniger: Alle har fuldt fokus

05.05.2018 08:30

Sæsonens sidste Derby bliver spillet i morgen, hvor FC København lægger græs til i Telia Parken. De fire tidligere Derbyer i sæsonen har givet fire sejre til Brøndby IF, men cheftræner Alexander Zorniger understreger før morgendagens opgør, at det endnu engang vil blive marginalerne der gør udslaget.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Derbyet i morgen bliver lige så tæt som altid. Bortset fra sidste års pokalfinale, så er alle kampe mod FC København, jeg har været en del af, blevet afgjort af små detaljer. Begge mandskaber spiller godt for øjeblikket, så det bliver tæt.

Efter et efterår med svingende resultater, har FC København fundet rytme og avanceret i tabellen, og det har Alexander Zorniger lagt mærke til.

- Det overrasker mig ikke, at FC København har fundet rytmen igen. Man skal huske på, at de i efteråret spillede både i Europa og i Alka Superligaen, og det virkede til, at de i den periode havde svært ved at finde deres normale rytme efter at de i forrige sæson bare strøg igennem. Efter deres europæiske exit til Atletico Madrid, har de fundet en god rytme i Alka Superligaen, og ingen er i tvivl om deres kvalitet. Viktor Fischer har vist, at han tager ansvar på holdet, og man kan se, at alt, hvad de gør i dette forår, handler om at være klar til næste sæson.

Efter et hektisk kampprogram i april med masser af kampe i Mesterskabsspillet og i pokalturneringen, gav trænerteamet i ugens løb spillerne fri i to dage.

- Spillerne gav vi fri tirsdag og onsdag, da de havde brug for lidt restitution. Når de kommer tilbage fra disse små pauser i hverdagen, så skal spillerne normalt bruge en træningsdag til lige at finde præcisionen igen, men da de mødte ind og trænede torsdag, var de knivskarpe og parate fra start. Alle viste et rigtig højt niveau, og det er tydeligt, at alle i truppen vil vise os i trænerteamet, at de er parate, ikke blot til kampen mod FC København, men også til de resterende afgørende kampe.

- For os trænere handler det om at have overblikket, mens det for spillerne udelukkende handler om at tænke på den kommende træning, og det viser de os i den grad for øjeblikket. Der er fuld fokus til hver træning og i hver træningsøvelse. 

Derbyet har kickoff kl.16:00 og vises på 3+, hvor der er optakt fra kl.14:00.

Foto: Getty Images