Zorniger: En svær kamp for begge hold

22.04.2018 08:40

Brøndby IF skal spille den tredje kamp på syv dage, når man i aften gæster Right to Dream Park, hvor modstanderen hedder FC Nordsjælland. For cheftræner Alexander Zorniger er det endnu en topkamp i rækken af svære kampe, som de blågule spiller i Mesterskabsspillet. 

- I Mesterskabsspillet er det kun tophold, man møder, så alle kampe er svære, og det bliver kampen i aften også. Ligesom hos FC Midtjylland, så har FC Nordsjælland en flok hurtige angribere, og alle ved, at FC Nordsjællands hjemmebane er svær, og vi har haft det svært deroppe.

- Så vi skal være gode til at afskære dem fra deres hurtige omstillinger, og så skal vi vise aggressivitet og være væsentligt bedre i duellerne, end vi var mod FC Midtjylland. Men vi viste også megen kvalitet i Herning og fik tre point med hjem, så det skal vi tage med os, når vi skal jagte de tre point i aften. 

FC Nordsjælland ligger p.t. på tredjepladsen i Alka Superligaen, hvilket vil give adgang til Europa i næste sæson. Tredjepladsen er dog langtfra garanteret for nordsjællænderne, og derfor mærker FC Nordsjælland også presset fra omgivelserne i Mesterskabsspillet, mener Zorniger. 

- Det bliver en kamp, der er svær for begge hold. Der er også pres på FC Nordsjælland. De har FC København lige i hælene i kampen om tredjepladsen, så FC Nordsjælland skal ud og vinde kampen i aften, forklarer cheftræner Zorniger, der har roser til den måde FC Nordsjælland formår at få deres unge spillere indlemmet i deres Superligatrup.

- FC Nordsjælland spiller med et relativt ungt hold, men de spillere, der kommer op fra deres akademi, har stor erfaring med spillestilen, da de unge spillere igennem en årrække allerede har spillet på nøjagtigt samme måde på deres respektive ungdomshold. Den røde tråd i deres arbejde, bliver de belønnet for, når de unge spillere bliver en del af Superliga-truppen. Derfor er FC Nordsjælland faktisk et hold med relativ stor erfaring, selvom de er unge.

Kampen har kickoff kl.20:00 og hvis du ikke har sikret dig billet til kampen, så kan den ses på 3+, hvor der er optakt fra kl.19:00.

Foto: Getty Images