Halimi: Får energi af at vinde

20.04.2018 13:03

Brøndby IF viste endnu en gang styrken, da FC Midtjylland i går blev besejret 3-2 på MCH Arena. Men der er ikke tid til at hvile på laurbærrene, og allerede på søndag ruller bolden igen – denne gang i Farum.

Modstanderen er FC Nordsjælland, og midtbanespilleren Besar Halimi ser frem til kampen, selv om det er på en udebane, der før har voldt de blågule problemer.

- Ligesom alle kampe her i Mesterskabsspillet bliver det en svær kamp. Det er på kunstgræs, og det er selvfølgelig endnu en udfordring, men vi ser frem til kampen, og oven på sejre mod FCM og FCK glæder vi os bare til at komme i gang igen.

- Det er ikke en nem modstander, og de spiller god fodbold – det mærkede vi selv, sidst vi var på besøg hos dem. Så vi skal selvfølgelig forberede os godt på dem, men jeg tror også, at vi har nok selvtillid og tro på tingene til at vinde deroppe.

Selvom kampene kommer som perler på en snor, afviser Halimi, at det er noget, der koster kræfter – tværtimod næsten.

- Når man vinder de her store kampe, får man energi til den næste kamp. Vi er i godt humør og spiller godt, så vi glæder os bare til på søndag og forhåbentlig endnu et godt resultat.

Kampen mod FC Nordsjælland bliver fløjtet i gang kl. 20:00, og du kan støtte Halimi og holdkammeraterne ved at købe billet her.

Foto: Getty Images