Zorniger: Spillerne ved, hvad der kræves for at lykkes

19.04.2018 08:10

Med en Derby-sejr i baggagen er Brøndby IF rejst til det midtjyske, hvor FC Midtjylland venter i aften til endnu en topkamp i Alka Superligaen for de blågule. Brøndby IF og FC Midtjylland har begge 69 point og ligger p.t. og duellerer om førstepladsen i Alka Superligaen.

Cheftræner Alexander Zorniger fortæller her, hvordan spillerne glæder sig til kampen, og at han er tilfreds med, at man på Vestegnen har formået at kombinere en intens og aggressiv spillestil med flot og attraktiv fodbold.

- Vi har i denne sæson været dygtige til at kombinere intenst og fysisk spil med hurtigt og attraktivt kombinationsspil. Spillerne har igennem to år arbejdet intenst til træning for at tage spillestilen til sig, og de ved i dag, hvad der kræves for at lykkes med begge dele. Spillerne ved, hvad deres roller er, og at de skal give alt fysisk i hver kamp, og for øjeblikket kommer det til udtryk på banen, hvor denne afklarethed hos spillerne giver dem overskud til at have det sjovt. når de spiller kamp. 

Topkampe i Alka Superligaen er ofte lige kampe, hvor marginalerne afgør, hvor de tre point ryger hen. Og det bliver ikke anderledes i aften, ifølge cheftræner Zorniger.

- Jeg forventer, at kampen mod FC Midtjylland bliver afgjort på detaljer. Det handler om at udnytte de chancer, man får. FC Midtjylland vil være bevidste om, at vi fortjent har slået dem to gange før i denne sæson, og derfor vil de prøve at finde en ny måde at slå os på. 

- Alle taler om FC Midtjyllands dødbolde, men vi skal også være parate til at forsvare deres hurtige omstillinger, hvor både Duelund og Wikheim er hurtige og gode til at ligge den sidste aflevering. Når vi i denne sæson har analyseret kommende modstandere og givet spillerne de taktiske udfordringer, som de skal håndtere i kamp, som f.eks. i aften med FC Midtjyllands dødbolde og deres omstillinger, så har spillerne bevist, at de tager opgaven til sig og løser den. Så vi er klar til kampen i og spillerne glæder sig.

Udebaneafsnittet på MCH Arena til aftenens kamp mod FC Midtjylland er udsolgt, så hvis du ikke allerede har billet, så viser 3+ kampen, som viser optakt fra kl.19:00 og med kickoff kl.20:00. Du kan selvfølgelig også følge kampen live på Twitter på profilen @BrondbyLive.

Foto: Getty Images