Mit første Derby: Andreas Bruus

11.04.2018 15:25

Det er den største kamp i dansk klubfodbold. Det er på søndag kl. 16:00. Det er på Brøndby Stadion. Det er Derbyet mellem Brøndby IF og FC København.

Når man er opvokset på Vestegnen, når man har spillet i Brøndby IF, siden man var barn, når man er så tæt på Derbyet, at man kan smage det – så bliver det endnu større. Bare spørg angriber Andreas Bruus.

Det 19-årige talent har muligheden for at komme på banen på søndag, når det går løs i Alka Superligaens tredje Derby i denne sæson.

- Det er helt urealistisk at tænke på, når man er gået hele vejen op gennem ungdomsrækkerne herude. Jeg glæder mig rigtig meget til at mærke atmosfæren og stemningen til kampen. Det bliver en kæmpestor oplevelse for mig, og jeg er stolt af at kunne være en del af det, lyder det fra Bruus, der vil få Derby-debut, hvis han får spilletid søndag.

Og hvis man spørger ham om drømmen om at få lov til at score mod FC København:

- Så begynder mit hjerte allerede at slå lidt hurtigere. Hvis det sker i mit første Derby, bliver det en dag, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme. Det bliver det største, jeg nogensinde har oplevet.

- Jeg har holdt med Brøndby IF, siden jeg var helt lille og har været gennem alle rækkerne, og nu er chancen der for, at jeg kommer ind i et Derby. Det kan man godt ligge og trille lidt rundt i sengen over om aftenen i ugen op til kampen.

- Altid ekstra sulten
På ungdomsplan har Andreas Bruus dog spillet masse af kampe mod rivalerne fra FC København, og han genkender de følelser, der også gik gennem ham inden de kampe.

- Man er altid ekstra sulten i ugen op til en kamp mod FC København, og der er kriller i maven aftenen inden - om det så har været med U19 eller yngre, eller om jeg skulle ind og se kampen på stadion. Det har altid været helt specielt, og man har altid lidt ekstra lyst og motivation for at vinde.

Det første Derby på tribunen eller i fjernsynet kan han ikke huske, hvornår var, men hans hidtil bedste Derby-minde står helt klart i erindringen.

- Jeg kan ikke huske mit første Derby. Jeg har været inde og se rigtig mange, men mit bedste minde er nok fra sidste Derby på Brøndby Stadion, hvor Simon (Tibbling, red.) kommer ind og scorer til 1-0 sidst i kampen. Det er noget af det fedeste, jeg har oplevet.

- Vi har været gennem en periode, hvor FCK nok har været lidt oven på, så det var vildt forløsende, men også at det var Simons første Derby – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det havde været, hvis det havde været mig. Det var en helt vild og fantastisk dag, fortæller Andreas Bruus, der understreger, at kampene mod FC København betyder noget ekstra.

- Der er altid noget specielt ved de kampe. Det er et lokalopgør, og der har altid været en rivalisering mellem Brøndby IF og FC København. Det kan man mærke både uden for banen og på tribunen, men også i omklædningsrummet i ugen op til et Derby. Om det så er Superliga eller U19, så er det en anderledes stemning.

- Folk taler mere om kampen, og du kan mærke på folk, at de er mere sultne efter en sejr. Det giver lidt ekstra i omklædningsrummet og på træningsbanen, at man skal møde et hold, man virkelig, virkelig gerne vil slå.

- Svært ved at sove
Personligt kan man også mærke på Andreas Bruus, når et Derby er næste kamp i kalenderen.

- Jeg er i rigtig godt humør i ugen op til et Derby, og jeg vil gerne indrømme, at jeg har svært ved at sove. Der er meget kriller i maven. Man håber på det bedste resultat, så der er ikke andet i hovedet end det Derby hele ugen op til kampen.

Hvis Andreas Bruus får spilletid på søndag, hvis han får lov til at score, og hvis han får lov til at afgøre kampen, bliver det ikke svært for Bruus at placere dagen i sin hukommelse.

- Det er den største drøm, jeg har. I hvert fald lige nu og det er det, jeg jagter.

Foto: Getty Images