Fanaftale i forbindelse med sidste hjemmekamp

10.04.2018 10:00

Den store efterspørgsel til sidste hjemmekamp mod AaB den 21. maj gør, at stadion nærmer sig udsolgt allerede her godt halvanden måned før. For at udnytte Brøndby Stadions kapacitet bedst muligt samt sikre adgang for så mange Brøndby-fans som muligt, har Brøndby IF været i dialog med AaB’s SLO og de aalborgensiske fangrupper.

Som udgangspunkt vil vi på Brøndby Stadion sikre de samme positive muligheder for udeholdet såvel som hjemmeholdet. På trods af de nye udebaneregler for fans, der giver Brøndby IF mulighed for at rykke udebanefans, har det ikke været ønsket uden AaB og AaB-fansenes accept. Brøndby Stadions indretning gør, at vi ikke kan lukke Brøndby-fans ind i det øvre udebaneafsnit, uden at de blandes med AaB-fansene.

Aftalen bliver derfor, at AaB-fansene til denne kamp rykker op på det øvre udebaneafsnit. Afsnittet på nedre vil dermed blive forbeholdt Brøndby-fans, hvor indgangen vil være fra siden via Loxam Indgang Nord. Hullet midt på tribunen vil blive afspærret, og AaB-fansene vil dermed kunne benytte samme indgang og bod/toiletfaciliteter som hidtil. Brøndbyfansene på nedre skal handle på Loxam-tribunen.

Som kompensation modtager alle udebanefans fra AaB en gratis ”stadionplatte”, ligesom der vil være fri øl og vand i boden. I den kommende uge vil AaB’s SLO gennemgå afsnittet og se, om der kan foretages andre tilpasninger, så oplevelsen på afsnittet stadig vil være tilfredsstillende.

Billetterne til Brøndby-fansene vil blive frigivet snarest muligt. Billetterne til udefansene er allerede til salg.

Foto: Getty Images