Zorniger: AC Horsens er bedre, end mange regner med

07.04.2018 10:00

I morgen spiller Brøndby IF den første hjemmebanekamp i Mesterskabsspillet, og AC Horsens er modstanderen. Cheftræner Alexander Zorniger ser frem til, at de blågule skal spille på hjemmebane og håber på, at der kommer mange på stadion for at støtte holdet.

- Jeg kan forstå, at klubben næsten har solgt 10.000 sæsonkort i denne sæson, og det er vi utrolig stolte over. Spillerne og vi trænere er utrolig taknemmelige over den store opbakning, som nærmest vokser fra uge til uge. Støtten fra lægterne under kampene giver os utrolig meget energi, og det så vi senest mod SønderjyskE i pokalturnerningen, hvor fansene igennem alle 120 minutter var fantastiske. Den store støtte til os betyder også, at der er store forventninger til os, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde over AC Horsens i morgen, fortæller Zorniger forud for morgendagens opgør.

Cheftræner Alexander Zorniger har stor respekt for AC Horsens og deres træner Bo Henriksen, som har udviklet holdet til at være mere end blot lange indkast og høje bolde.

- AC Horsens er et godt hold, og det har de bevist ved, at de spiller med i Mesterskabsspillet. Det er fuldt fortjet, og da de mødte FC Midtjylland i søndags var de klart det bedste hold i første halvleg. De spiller ikke kun lange bolde, men Bo Henriksen har udvidet deres spil, så de også er gode til at flytte bolden hurtigt rundt i små rum, så de har flere strenge at spille på, end mange regner med. Det gør dem til en svær modstander.

Skal bruge friske ben
For blot to dage siden spillede Brøndby IF 120 minutter, da man vandt over SønderjyskE i forlænget spilletid i pokalkvartfinalen, så cheftræner Zorniger lægger op til ændringer i startelleveren, da han ønsker friske ben til kampen mod AC Horsens.

- Ligesom vi lavede udskiftninger i startelleveren i torsdags, så kommer vi også til at lave ændringer i morgen. Vi har en stærk trup, hvilket vi beviste i pokalkampen mod SønderjyskE, og vi skal bruge friske ben i morgen. Vi sparede for eksempel Johan Larsson i torsdags, så han er en af dem, der glider ind i startopstillingen igen i morgen. AC Horsens kommer med selvtillid, så det bliver vigtigt for os at sætte os på kampen tidligt og bryde deres rytme og dermed få det gjort svært for dem. Vi skal være dygtige til at spille vores eget aggressive presspil, og gør vi det, så kan vi give vores fans endnu en sejr.

Kampen spilles kl.16:00, og har du ikke allerede sæsonkort eller købt billet, så kan du gøre det her. Der er også god grund til at komme tidligt, hvis man tager sine børn med på stadion, da den nye Familie Lounge vil blive indviet på søndag. Du kan læse mere om den her.

Kampen vises på Canal 9, hvor der er optakt fra kl.15:00.

Foto: Getty Images