Arajuuri: Vi ved, at vi skal arbejde hårdt

31.03.2018 08:00

Brøndby IF skal en tur til Aalborg på mandag, hvor hjemmeholdet AaB venter kl. 18:00 til Mesterskabsspillets første kamp. Gæsterne indtager førstepladsen i Alka Superligaen, og der er lagt op til en tæt duel i toppen, hvor FC Midtjylland står noteret for lige mange point.

Og Paulus Arajuuri ser frem til det kommende Mesterskabsspil. 

- Det ser ud til, at det bliver det Mesterskabsspil, man havde ønsket sig, da strukturen blev lavet om. Det bliver 10 meget spændende kampe med høj kvalitet mod hold, der er i god form. Så vi arbejder hårdt nu, fordi vi ved, at vi skal være klar fra første kamp, fortæller forsvarsspilleren, der selv har erfaring med tætte slutspil.

Arajuuri kan nemlig se tilbage på et lignende scenarie fra sin tid i Lech Poznan, hvor et Mesterskabsspil også finder sted. Her endte han med at hæve trofæet, men Brøndby IF’s nummer 23 mener ikke, at han kan sammenligne de to ting 1:1.

- Erfaring er altid godt, men omvendt er hver sæson sin egen, ligesom hver kamp er det. Det vigtigste er uden tvivl at holde fokus og ikke tænke for meget over vigtigheden af kampen eller på tabellen, men derimod tage én dag ad gangen og give den alt, hvad du har – om det så er til træning eller i kamp.

- Vi har spillet godt hele sæsonen, og det er et resultat af, at vi hele tiden har været fokuserede på det lige foran os. Den næste træning, den næste detalje, der skal rettes, og den næste kamp. Det kommer vi ikke til at ændre på i slutspillet.

Og erfaringen fra tidligere slutspil kommer nok heller ikke til at være noget, han vil belemre de øvrige spillere om. De har ikke brug for vejledning, som han siger.

- Vi har en fantastisk trup med så mange ledertyper. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med dem, og alle er ydmyge og fokuserede. Så der er ingen fare for, at nogen kommer til at overtænke tingene. Vi ved alle sammen, at vi skal arbejde rigtig hårdt, hvis vi skal opnå noget, og det er det eneste, vi tænker på.

Kampen på mandag er mod et AaB-hold, der fik et point mod Brøndby IF ved sidste møde. Og Arajuuri forventer endnu en svær kamp på udebanen i Nordjylland.

- Vi kommer til udelukkende at spille hårde kampe i Mesterskabsspillet, og på mandag starter vi med en svær udebane. Vi skal selvfølgelig spille vores eget spil, og hvis vi gør det, er jeg sikker på, at vi kan tage alle tre point. Men det er et svært hold at spille mod, og det så vi sidste gang.

Har du endnu ikke købt billet til opgøret, kan du gøre det her. Og planlægger du en tur til Aalborg, kan du finde praktisk information her.

Foto: Getty Images