Tibbling: Horsens er en speciel modstander

09.03.2018 09:54

På søndag går turen til CASA Arena, hvor AC Horsens byder indenfor i Alka Superligaens 25. runde.

Brøndby IF går til opgøret med tre sejre i træk, og opskriften på at få den fjerde i hus er ifølge Simon Tibbling meget enkel: 

- Det handler jo om at fortsætte med det, vi har gjort i så mange kampe efterhånden og spille vores eget spil med aggressivt pres, mange løb og høj intensitet. Horsens er en speciel modstander, der spiller meget fysisk og er meget gode på dødbolde, så vi skal være klar fra start, for der kan hurtigt opstå chancer ud af ingenting, fortæller februar-måneds bedste Brøndby-spiller. 

- Vi har vist mange gange i sæsonen, at vi er i stand til at holde modstanderen fra chancer, og det er selvfølgelig altid vigtigt at gøre, men især mod en modstander, som spiller fysisk, er det vigtigt at styre kampen og ikke spille på deres præmisser.

Kampen på søndag er mellem ligaens nummer et og fem, og den svenske midtbanespiller forudser en tæt og intens kamp, hvor begge mandskaber vil gå efter den nødvendige sejr.

- Horsens er et godt hold, og de ligger også på femtepladsen. De har også meget brug for de tre point, så de kan blive i top seks, så det er en kamp, der betyder rigtig meget for begge hold. 

Der er kampstart i Horsens kl. 18:00, og du kan købe billetter til det udvidede udebaneafsnit her.

Skal du ikke på stadion, viser 3+ kampen med optakt fra kl. 17:00, og på Twitter opdaterer Brøndby Live dig igennem de 90 minutter.

Foto: Getty Images