Jung: Vi skal ikke ændre de store ting

27.02.2018 10:59

Om kun to dage er der topbrag på MCH Arena i Herning, hvor FC Midtjylland venter torsdag aften kl. 20:00.

Det er nummer et mod nummer to i Alka Superligaen, men trods prædikatet ’topopgør’ er truppens fokus ikke voldsomt anderledes – det hedder stadig den næste kamp ifølge Anthony Jung.

- Vi skal møde det hold, der fører Alka Superligaen i øjeblikket, så på den måde er det en lille smule anderledes, men samtidig fokuserer vi på den som på alle andre kampe – som en kamp, der skal vindes. Vi fik en god optakt med sejren over FC Helsingør, og vi kan komme op på siden af FC Midtjylland med en sejr derovre, men det bliver svært.

- Vi glæder os til kampen, og det er vigtigt, at vi holder fokus på vores egen måde at spille fodbold på og vores styrker på banen. Hvis vi kan holde fokus og koncentrationen på MCH Arena, så er jeg sikker på, vi kan hente et godt resultat derovre, lyder det fra Anthony Jung, der på sin venstre back er en del af Alka Superligaens pt. bedste forsvar, der blot har lukket 21 mål ind i sæsonen.

- Med hensyn til forsvaret skal vi ikke ændre de helt store ting. Hele holdet gør et godt job mod bolden, og vi skal koncentrere os om de detaljer, vi kan forbedre. Vi vil gerne holde nullet mod FC Midtjylland, og det vil selvfølgelig hjælpe på vores chancer for en sejr, siger Brøndby IF’s nummer 3.

Du kan se kampen live på 3+ med kickoff kl. 20:00, og allerede på søndag er Brøndby IF tilbage på Brøndby Stadion, hvor OB kommer på besøg til grundspillets næstsidste hjemmekamp. Du kan købe billet til kampen her.

Foto: Getty Images