Masterclass overblik: Godkendt start på sæsonen

26.02.2018 13:55

Mens Superliga-holdet for længst er gået i gang med anden halvdel af sæsonen, så var det først i weekenden, at bolden igen rullede hos Masterclass-årgangene. Her skulle både U19 og U17 en tur til Frederiksberg for at møde FCK.

U19: Lidt heldige i første halvleg

De havde ikke bolden særlig meget, alligevel endte U19-holdet med at vende et tidligt mål i mod sig, til en sikker 4-1 sejr over FCK. Et tydeligt eksempel på, at man ikke altid kan spille efter den samme gameplan, og at man bliver nødt til at tage udgangspunkt i det værktøj, man har til rådighed til kampen. 

- Jeg synes faktisk, at FCK er bedst i første halvleg, og generelt i hele kampen har de bolden mest. Men drengene skal have ros for at svare hurtigt tilbage på deres føringsmål. Derefter har FCK bolden mest, men vi forsvarer os godt - måske endda lidt dybere end planlagt og holder FCK nede på fåtal af chancer.

- Samtidig er vores to mål i første halvleg vel det, man kalder for tilfældige, og derfor kan vi også være rigtige glade for at gå til pausen med en 2-1-føring, fortæller cheftræner Frederik Birk, som i anden halvleg kunne se sit hold levere en professionel indsats.

- I pausen får vi småjusteret taktikken rent defensivt, så vi får lukket endnu bedre ned for FCK. Og det gør, at vi bedre kontrollerer kampen, uden egentlig at have bolden, men vi holder mere eller mindre FCK fra chancer i anden halvleg. I den anden ende får vi lagt to ind og får på den måde lukket kampen.

- Det er klart, at vi normalt prøver at ligne Superliga-holdet så meget som muligt i spillestil, og da vi ikke var spilstyrende eller stod højt i presset i denne her kamp, så var det ikke vores bedste kamp. Men samtidig er fodbold jo sådan, at alle kampe og modstandere er forskellige, og derfor bliver vi nødt til at justere i vores taktik på dagen.

U19: FCK - Brøndby IF 1-4 (1-2) 
1-0
1-1 August Vitus Frandsen
1-2 Mileta Rajovic
1-3 Mileta Rajovic
1-4 August Vitus Frandsen

Startopstilling

Magnus Warming - Mileta Rajovic

Agust Hlynsson

August Vitus Frandsen - Peter Bjur

Jesper Lindstrøm

Lucas Rejnhold - Frederik Tønsberg - Anton Hendriksen - Christian Johansen

Mads Hermansen

Bænken: Benjamin Rohde Laursen, Ertugrul Teksen, Jonas "Mini" Madsen.

U17: To vidt forskellige halvlege

Selv om U17-truppen, modsat U19-holdet, hurtigt bragte sig foran, og faktisk havde flere chancer til at udbygge føringen, så endte det alligevel med et nederlag mod FCK's U17-drenge.

Cheftræner Frank Hjortbjerg var da også en smule ærgerlig efter kampen, men kunne samtidig tage en del positive takter med videre.   

- Jeg ser kampen lsom to forskellige halvlege. I første halvleg gør vi det, vi har aftalt og følger vores gameplan. Vi er aggressive i presset og får erobret nogle gode bolde, som giver flere chancer til os. Det kunne have været rigtig fedt med et mål til inden pausen, men det får vi desværre ikke.

- I pausen justerer vi lidt taktisk, så vi i anden halvleg går vi op i et højere pres. Og vi starter egentlig godt i det første kvarters tid. Derefter bliver der for stor afstand mellem vores spillere, hvilket giver FCK for meget plads at spille på. Det udnytter de flot og får skabt sig nogle chancer, og i sidste ende de to mål.

- Jeg synes slet ikke, det er ufortjent FCK vinder, men det var en meget lige kamp, og vi kunne vel ligeså godt været løbet med sejren.

U17: FCK - Brøndby IF 2-1 (0-1)
0-1 Muamer Brajanac
1-1
2-1

Startopstilling

Roni Arabaci - Muamer Brajanac - Mikkel Eslund

 Laurids Brandt Andersen

Andreas Pyndt Andersen - Frederik Nørrestrand 

Jacob Rasmussen - Elias Gärtig - Oscar Salling - Victor Sørensen

Jonathan Frost Fischer

Bænken: Tobias Lindhardt, Oliver Rytter, Martin Saleh.