23. FEBRUAR 2018 kl. 10:05
Lasse Vigen: Vi glæder os helt vildt til at komme hjem

Brøndby IF spiller deres første hjemmekamp i forårssæsonen på søndag, når de støder sammen med Alka Superligaens nummer 13, FC Helsingør. Og ifølge Lasse Vigen har hele truppen set frem til at komme hjem igen.

- Selvom vi egentlig er godt i gang med sæsonen, så er det her vores første hjemmekamp i år, og vi glæder os helt vildt til at komme ud og spille foran vores hjemmefans igen. Forhåbentlig giver det os dét ekstra, så vi kan komme tilbage til den form, vi havde i efteråret, fortæller Brøndby IF's nummer 21.

Selvom FC Helsingør har deres første sejr til gode i Alka Superligaen i 2018, lover Lasse Vigen, at de blågule ikke kommer til at tage let på opgaven.

- Vi havde en svær kamp på en svær bane deroppe. Vi ved nu, at det er en vanskelig modstander, der samtidig spiller noget god fodbold. Vi er ikke gået så meget ind i det taktiske endnu, det gør vi senere i dag og i morgen, men vi forsøger jo som altid at spille efter vores egne idéer og ikke gå for meget på kompromis med modstanderens spillestil.

På torsdag venter der Brøndby IF et vaskeægte topopgør mod Alka Superligaens nuværende nummer et, FC Midtjylland. Men selvom turen til Herning kunne stjæle noget af opmærksomheden fra søndagens opgør, har Brøndby-truppen ifølge Lasse Vigen ikke skænket ulvene fra Midtjylland en tanke endnu.

- Næste torsdag er fuldstændig ligegyldig lige nu. Den kamp er kun vigtig, hvis vi går ud og gør vores arbejde mod de andre modstandere. Så den bruger vi overhovedet ikke noget tid på, før vi har spillet på søndag.

Kampen på søndag sparkes i gang kl. 16:00, og du kan stadig finde billetter til den her.

Udover selve kampen, er der også vil der også være aktiviteter på familieafsnittet på søndag.