Brøndby IF etablerer Nordens bedste fanzone
23.02.2018 12:00
Brøndby IF er ikke blot kendt for præstationerne på banen, men i ligeså høj grad også for den opbakning klubben har fra de tusindvis af fans, der følger klubben igennem tykt og tyndt. De blågule fans kan i disse dage spændt følge en tæt Alka Superliga-sæson og glæde sig over et nyligt avancementet i DBU Pokalen, men nu kan de mange Brøndby-fans glæde sig over mere godt nyt.
På et bestyrelsesmøde har en enig bestyrelse godkendt rammerne for etableringen af en permanent fanzone, hvor ambitionen er, at det skal blive Nordens bedste af sin slags.
Direktør Ole Palmå forklarer:
- Det har længe ligget os på sinde at skabe nogle rammer for vores fans på Brøndby Stadion, som belønner den opbakning, vores mange tusinde fans kontinuerligt leverer, og som skaber en international ramme for vores kampe på Brøndby Stadion. Derfor indstillede vi til bestyrelsen, at der investeres et betydeligt millionbeløb i en permanent fanzone bag Sydsiden, og det har man fra bestyrelsens side nikket ja til. I Brøndby IF er fællesskabet en kerneværdi, og derfor er det kun naturligt for os at prioritere og investere i vores fans, fortæller Ole Palmå.
Bestyrelsesmedlem og hovedaktionær Jan Bech Andersen fortæller på vegne af bestyrelsen, at man længe har haft et ønske om at give de mange Brøndby-fans nogle nye rammer at dyrke fællesskabet i:
- Brøndby Support kan i år fejre 25 års jubilæum, og de har sammen med de andre fangrupperinger i Brøndby IF været bannerførere for udviklingen af fankulturen i Danmark igennem de sidste 25 år. Med den permanente fanzone sætter vi en helt ny standard for fankulturen i Danmark, og med den giver vi Brøndby-fans nogle fantastiske rammer til at dyrke fællesskabet i. Det betyder meget for mig personligt, at vi på denne måde kan give lidt tilbage til vores loyale fans. Uden deres støtte gennem alle årene ville Brøndby IF ikke være den klub, vi er i dag, fortæller Jan Bech Andersen.
Opbakning fra partnergruppen
At skabe nye rammer for Brøndby IF’s fankultur har ikke blot ligget klubben på sinde, men også en række partnere i Brøndby IF har ønsket at støtte op om fankulturen. Det drejer sig om Carlsberg, Arbejdernes Landsbank, Betfair, Brødrene Dahl og Optimera, Apollo, Hummel og J. Jensen, som alle bidrager til tilblivelsen af den kommende fanzone. Og det glæder selvfølgelig direktøren, at også den del af Brøndby IF støtter op om projektet.
- Fankulturen i Brøndby IF er i danske sammenhænge noget ganske ekstraordinært, men det er også vigtigt, at man ikke tager fankultur for givet. Med etableringen af denne permanente fanzone sender vi et klart signal om, at vi ønsker at sætte barren højt, når det gælder dyrkelsen af fankulturen i Danmark. Det glæder os derfor rigtig meget, at en række af vores største partnere har ønsket at bidrage til de nye rammer for vores fans. Det gør mig stolt, og det understreger for mig, at fællesskabet i Brøndby IF strækker sig hele vejen fra partnerloungerne til Sydsiden.
Fanzonen bliver etableret i et aflukket område bag ved Sydsiden i forlængelse af stadion – med adgang direkte ind til Sydsiden og Loxam tribunen fra Fanzonen.
- Rammerne for fanzonen er udformet i tæt samarbejde vores SLO (fankoordinatorer, red.) og klubbens fans, så vi er ikke i tvivl om, at fanzonen bliver Nordens bedste og vil understøtte den fantastiske stemning. vores fans allerede skaber på Brøndby Stadion. Vi har det seneste års tid allerede haft stor succes med besøgende foodtrucks og forskellig underholdning bag ved stadion før kampe, så vi tror på, at denne permanente fanzone, der bliver en del af stadion, vil blive taget rigtig godt imod af vores fans, afslutter Ole Palmå.
Fanzonen vil have plads til over 1.000 fans og vil være opdelt i forskellige områder. Der vil være udskænkning af drikkevarer, og man vil kunne købe mad fra foodtrucks, ligesom der vil være en udendørsscene og forskellige opholdsområder. Fanzonen forventes allerede at stå klar hen over sommeren, og byggeriet bag Sydsiden er allerede påbegyndt og forventes ikke at skabe gener i forbindelse med kampene i foråret.
Du kan se nogle illustrationer af det forventede resultat her.
Du kan se plantegningen i fuld størrelse her.
I løbet af foråret vil der på brondby.com og på Brøndby IF’s andre platforme løbende komme opdateringer og status på etableringen af fanzonen.