Wilczek: Lettere at afgøre kampe med vores forsvar

15.02.2018 13:31

Han har set skarp ud i preseason, og han har scoret i forårssæsonens to første kampe. Nu er Kamil Wilczek klar til at fortsætte den gode indsats mod AaB, der venter på udebane i Aalborg på søndag.

- Jeg er kommet rigtig godt i gang med 2018, og min selvtillid er større – også fordi jeg er startet inde i de første kampe, og har scoret sejrsmålet mod FC København og igen mod Lyngby.

- Jeg vil gerne score igen på søndag i Aalborg, og på det her hold er der ikke tid til at gå og ærgre sig, hvis man misbruger en chance, for der kommer hurtigt en ny, og der handler det om at slå til, fortæller den polske landsholdsangriber.

Han roser også forsvaret for deres rolle i holdets gode placering i Alka Superligaen.

- Som angriber er det fedt at vide, at der bliver lukket så få mål ind hos os. Det betyder, at vi ofte kan afgøre kampene ved at score én enkelt gang - selv om vi selvfølgelig går efter at score flere gange.

- Vi er det hold, der har lukket færrest mål ind i ligaen, og det hjælper at have det i baghovedet som angriber, lyder det fra Wilczek, der også fremhæver holdånden i truppen.

- Alle hjælper med at forsvare, og alle hjælper med at angribe. Når vi gør det, er vi stærke og kan slå alle hold i ligaen. Derfor kan vi også tage til Aalborg og vinde på søndag. Det er det, vi går efter.

Der er kampstart kl. 18:00, og kampen sendes live på 3+, ligesom du kan følge den live på Twitter, hvor Brøndby Live opdaterer fra Aalborg.

Foto: Getty Images