Zorniger: Forventer et Lyngby-hold med ild i øjnene

10.02.2018 09:00

For en uge siden vandt Brøndby IF 1-0 over FC København i DBU Pokalens fjerde runde inde i Telia Parken, men fokus for cheftræner Alexander Zorniger og hans mandskab har siden sejren i Telia Parken kun været på kampen i morgen mod Lyngby BK.

I morgen starter forårssæsonen i Alka Superligaen nemlig igen for Brøndby IF efter flere ugers vinterhi. 20. runde står for døren, og her skal Brøndby IF besøge Lyngby Stadion. Og det er en cheftræner og spillertrup, som glæder sig til at komme i gang med Alka Superligaen igen.

- Det bliver virkelig godt at komme i gang med foråret, og ligesom før kampen mod FC København glæder vi os enormt. Den eneste kamp, der tæller lige nu, er kampen på søndag mod Lyngby, og vi har haft fuld fokus på kampen hele ugen. Vi har brugt træningen i denne uge til at arbejde med flere detaljer i vores spil, og det skal vi se i morgen i spil, for vi skal ud og levere en god præstation og komme godt i gang med foråret i Alka Superligaen, fortæller cheftræner Alexander Zorniger, der har bidt mærke i den svære situation som Lyngby BK for tiden er i - men han understreger samtidig, at han forventer en kamp, som Lyngby-spillerne vil gå på banen for at vinde.

- Det er en ualmindelig trist situation som Lyngby BK er havnet i - ikke blot for Lyngby BK selv, men for alle i og omkring Alka Superligaen. Jeg forventer dog, at Lyngby-spillerne kommer ud til kampen med mere ild i øjnene, end de plejer, da jeg er sikker på, at de har en masse, de gerne vil bevise over for omverdenen. De spiller bogstaveligt talt for deres fremtid, så vi går ikke let til opgaven. Vi skal være på tæerne og aggressive fra kampens start.

Der er kickoff i morgen kl.18:00 på Lyngby Stadion, og kampen vises på 3+, hvor der er optakt fra kl.17:00. Har du ikke mulighed for at se kampen på hverken stadion eller fjernsyn, står Brøndby Live for at opdatere fra opgøret på Twitter.

Foto: Getty Images