Arbejdet på Sydsiden er begyndt

08.02.2018 12:55

I starten af december lancerede de to fangrupper Alpha og Brøndby Support en kampagne, der skulle sikre de fornødne midler til at lukke hullet på midten af Sydsiden og på den måde være med til at få endnu bedre stemning til Brøndby IF's hjemmekampe. Med hjælp fra fanpuljen, der beløb sig i rundt regnet 270.000 fra sæsonkortsalg og t-shirts til Gult Stadion, individuelle donationer samt aktioner kan fansene nu glædeligt konstatere, at det er lykkedes at finde de fornødne 450.000. Og arbejdet på tribunen er netop begyndt.

- Det har været en fornøjelse at se, hvor engagerede Brøndby-fansene har været i at få samlet de nødvendige penge sammen, så vi kan begynde arbejdet med at få lukket hullet. Det har været noget, de aktive fans har efterspurgt i mange år, og derfor er det meget opmuntrende, når vi møder så stor opbakning fra alle. Og så er det dejligt, at en del af overskuddet fra et godt sæsonkortsalg kommer fansene til gode, fortæller SLO Johan Reiler, der har været en af de bærende kræfter i projektet.

Hullet har mange år været anset for en unødvendig forhindring for, at tribunen bliver mere samlet, og at capoens instrukser når ud til begge ender af Sydsiden. Og hvis alt går som håbet, kan Brøndby-fansene se frem til snart at indvie en forbedret Sydsiden.

- Vi er netop gået i gang med arbejdet i dag, så det er selvfølgelig tidligt at sige, men vi håber meget på at være færdige til den første hjemmekamp mod FC Helsingør den 25. februar, afslutter Johan Reiler.

Du kan se byggeplanen for projektet her.