Wilczek: Holdindsatsen gjorde forskellen

04.02.2018 15:40

Med Derbyets eneste mål sparkede Kamil Wilczek forårssæsonen i gang for de blågule og sikrede avancement til næste runde i DBU Pokalen, hvor modstanderen hedder SønderjyskE. Den polske angriber var naturligvis glad for sit mål, men fremhævede fællesskabet som den afgørende faktor for den tredje Derby-sejr i træk.

- Det var vores kollektiv, der skabte sejren i dag, og jeg er glad for, at jeg i dag kunne lave sejrsmålet. Det er tredje Derby-sejr i træk, og jeg ved, hvor meget det betyder for vores fans, så jeg er utrolig stolt, fortalte Wilczek efter kampen.

- Vi har haft en god pre-season, hvor vi har arbejdet hårdt, men også finpudset detaljerne i vores spil. Jeg føler, at vi har rykket os som hold, og det var netop vores holdindsats, der gjorde udslaget i dag. 

Den 29-årige polak stod endnu engang det helt rigtige sted, da bolden ad omveje landede foran ham, hvorefter han resolut kanonerede bolden i mål på kanten af det lille felt. Om den efterhånden berømte målnæse siger Kamil:

- Jeg stod det rigtige sted i dag. Vi arbejder meget med at være parate og stå de rigtige steder i forhold til andenbolde, så det er ikke nok at have en målnæse - man skal også søge mulighederne, før de opstår. Vi har et langt forår foran os, så vi skal blive ved med at opsøge chancerne.

Næste kamp i pokalturneringen spilles i starten af april, hvor SønderjyskE er modstanderen på Sydbank Park.

Foto: Getty Images