Optakt: Bliv klogere på Guangzhou Evergrande F.C.

21.01.2018 17:55

Optakten om Guangzhou Evergrande F.C. er skrevet af Ola Bjerkevoll.

Der er kinesisk modstand på programmet for de blågule, når de i morgen står overfor Guangzhou Evergrande F.C. til den første træningskamp i Dubai. 

Morgendagens modstander er en af de største klubber i Kina og kan bryste sig af have vundet det kinesiske mesterskab de seneste syv i år træk. 

Vi skal dog ikke længere tilbage end til 2009, hvor det kinesiske hold rykkede op i den bedste række – Super League. I slutningen af sæsonen 2009/2010 måtte Guangzhou dog en tur tilbage i den næstbedste række som straf for indblanding i en matchfixing-skandale, der strak sig tilbage til 2006. 

Siden da har den kinesiske storklub ikke set sig tilbage og efter at blive opkøbt af Evergrande Group, kom klubben tilbage i den bedste, kinesiske række i første forsøg. Det lykkedes endda Guangzhou at sikre sig mesterskabet som oprykker i den efterfølgende sæson. I 2012 hentede kineserne den italienske træner Marcello Lippi til klubben som cheftræner. Udover at sikre klubben en ny ligatitel førte italieneren også holdet frem til kvartfinalen i AFC Champions League (den asiatiske pendant til UEFA Champions League, red.) – den første kinesiske klub, der formåede at nå så langt siden 2006. I 2013 og 2015 lykkedes det Guangzhou at gå hele vejen i Champions League. 

I dag står en anden italiener i spidsen for Guangzhou-holdet – Fabio Cannavaro. Det er den tidligere Real Madrid- og Juventus-spillers anden periode i klubben som cheftræner efter et kort ophold i 2015-sæsonen, hvor han blev erstattet af brasilianske Felipe Scolari. Nu er han dog tilbage i klubben efter en imponerende 2017-sæson, hvor han førte oprykkerne fra Tianjin Quanijan frem til en tredjeplads i den kinesiske Super League, hvilket resulterede i prisen som årets træner. 

Profiler på Guangzhou-mandskabet
Blandt de mest vigtige spillere på det kinesiske mandskab finder vi de to brasilianere Alan og Ricardo Goulart. Særligt sidstnævnte spiller en vigtig rolle i Guangzhous angrebsspil. I sidste sæson sluttede han således på andenpladsen på topscorerlisten og var samtidig den spiller, der stod bag fjerde flest assists i ligaen. 

Af kinesiske spillere kan midtstoppen Zhang Linpeng fremhæves. Med sin ro og færdigheder med bolden fremhæves han som en af de bedste kinesere i den hjemlige liga. Guanzhou-truppen tæller også den kinesiske landsholdsspiller Deng Hanwen, der sammen med Zhang danner et stærkt midterforsvar.

Mens de kinesiske spillere måske ikke vækker genklang, gør navnet Jackson Martinez det sandsynligvis. Den tidligere Porto- og Atletico Madrid-angriber ankom til klubben i 2016, men colombianeren har haft en svær tid i det kinesiske og spillede således ikke en eneste kamp i hele 2017. 

Sæsonstart
Mens Brøndby-mandskabet befinder sig midt i en sæson, begynder den kinesiske Super League først om et par måneder. Derfor har Guangzhou netop begyndt på forberedelserne til den kommende sæson, og i den forbindelse har de spillet en enkelt træningskamp mod belgiske KAS Eupen. En kamp, kineserne endte med at tabe med 2-0.

Kampen mellem Brøndby IF og Guangzhou Evergrande F.C. sparkes i gang kl. 19:00 lokal tid, det vil sige kl. 16:00 dansk tid. Opgøret vil ikke blive streamet, men det vil være muligt at følge med i begivenhederne på skrift på @brondbylive.

Foto: Getty Images