Larsson: Dejligt at komme i gang igen

16.01.2018 15:30

Det meste af Brøndby-truppen har været i gang siden mandag den 8. januar, mens fire spillere først er trådt til for fuld kraft mandag. En af dem er anfører Johan Larsson, og han nyder at være tilbage på Vestegnen, selv om det er et krævende opstartsprogram, der er gang i.

- Det er dejligt at være tilbage – og hårdt, men det er altid godt at komme i gang igen efter en længere pause, lyder det fra højrebacken, der føler sig godt tilpas til træningen trods den senere start.

- Jeg tog af sted med landsholdet den 2. januar og har lavet mit program i vinterpausen, så jeg har et godt fundament og føler ikke, jeg har noget, jeg skal indhente – jeg synes, det kører fint med træningsmængden.

I morgen står den på træningskamp mod Fremad Amager fra den næstbedste række. Johan Larsson glæder sig til kampen, der skal bruges til at arbejde med detaljerne.

- Først og fremmest får vi prøvet vores forsvars- og presspil, og så er det nu, vi har chancen for at finpudse det, vi gerne vil være bedre til i forhold til efterårssæsonen og få gjort det bedre. Og så skal vi udvikle det, vi er gode til og forbedre det, vi kan gøre bedre.

- Det bliver rart at få spillet en kamp i Brøndby-trøjen. De andre har været i gang lidt længere end mig her i klubben, men det er altid fint at få en træningskamp og få lidt spilleglæde ind i kroppen, siger Johan Larsson.

Kampen mod Fremad Amager spilles på den nye bane 1 bag Loxam-tribunen på Brøndby Stadion. Der er kickoff kl. 14:00, og kampen streames live på tv3sport.dk.