Faninformation om træningskampen mod FC Roskilde

12.01.2018 13:50

Forberedelserne til forårssæsonen er i fuld gang for Brøndby IF, og i morgen spilles den første træningskamp, når FC Roskilde kommer på besøg kl. 13:00. Kampen spilles på den nye træningsbane bag Loxam-tribunen, og da der stadig arbejdes på den, følger her nogle praktiske informationer.

Inden (fra kl. 12:00) og under kampen er Ebbe Skovdahl Fan Lounge åben, hvor der kan købes øl, sodavand, kaffe og kakao, ligesom der også bliver tændt op i grillen. Ebbe Skovdahl Fan Lounge lukker umiddelbart efter kampen.

For tilskuere, der gerne vil se kampen, henviser vi til den nordlige del af træningsbanen tættest på Brøndby Stadion. Her vil der blive gjort plads til tilskuere, og der vil blive sørget for, at man kan stå sikkert. I skrivende stund er det ikke sikkert at opholde sig på jordvoldene, der omgiver træningsbanen, så vi fraråder på det kraftigste at se kampen derfra, da jorden endnu ikke har sat sig. Sammen med det våde vejr betyder det, at der er ekstremt løst og mudret underlag på voldene, hvor man meget let glider og kan risikere at synke langt ned og sidde fast i mudderet.

Da der stadig arbejdes på området, beder vi ligeledes tilskuere om at respektere de indhegnede områder.