Faninformation om KMD Cup
08.01.2018 12:38
På fredag går det løs i Brøndby Hallen, når KMD Cup går i luften for første gang. De mange fans, der har sikret sig en billet til indestævnet, kan se frem til en brag af en aften, hvor der bliver tryk på lægterne og på banen.
Hvis du gerne vil med til KMD Cup, men ikke har købt billet, er der stadig få billetter tilbage, som du kan få fingrene i her. Er du en af dem, der allerede har reserveret en plads, kommer der her nogle praktiske informationer om stævnet:
Den første kamp fløjtes op kl. 19:00, men dørene åbner allerede kl. 17:30. Det er muligt at fremvise sin billet på enten mobil eller på print.
Tifo-muligheder
I Brøndby Hallen gælder de samme regler i store træk som på Brøndby Stadion. Det betyder, at følgende må medbringes:
- Små flag
- Megasize (3x3 meter og opefter)
- Trommer
- Megafoner
- Bannere – gruppebannere, tribunebannere mv. i 1,5 meters højde
- Creperuller og konfetti - det SKAL dog være farvefast. Vi anbefaler metallic.
- Balloner
- Papirark: A4, A3, A2, A1, A0
- Derudover er ekstra remedier naturlige. Det gælder strips, gaffatape, malertape, ekstra batterier mv.
Kompressorhorn af enhver slags er ikke tilladt i hallen.
Inddeling af Brøndby Hallen
For at sikre en optimal oplevelse for alle tilskuere til KMD Cup vil Brøndby Hallen være delt op i forskellige områder – både i forhold til klubberne og de neutrale tilskuere. Nedenfor finder du en oversigt over de respektive klubbers afsnit udover Brøndby IF's. På de blågule fans' afsnit, der består af hele den store langside, er der mulighed for bannere fordelt på stykker af 9,7 meter, 18,7 meter, 18,7 meter og 9,7 meter.
- AGF sektion G
- AaB sektion V
- OB sektion E
- Næstved sektion Æ
- Frem sektion Y+Z
I tilfælde af spørgsmål kontakt venligst SLO Johan Reiler på [email protected] eller sikkerhedschef Tom Larsen på [email protected].