Masterclass-overblik: Kedeligt punktum på efterårssæsonen

11.12.2017 16:00

Årets sidste Masterclass-kampe løb i weekenden af stablen, og det blev en kedelig afslutning på efterårssæsonen, da U17- og U19-talenterne måtte se sig slået af FC Midtjylland. Få det fulde overblik nedenfor, hvor cheftrænerne for de to hold også gør status på efterårssæsonen.

U19-holdet besejret af stærke midtjyder
Førerholdet fra FC Midtjylland var modstanderen i årets sidste kamp, og midtjyderne viste sig for stærke på dagen mod de ældste talenter fra Masterclass, der måtte rejse hjem med et 2-0-nederlag i bagagen.

- Som hold slog de os. De vandt måske den taktiske kamp i kampen og var godt forberedt på os. Det er selvfølgelig en cadeau til os, at nu selv topholdet indretter sig efter en kamp mod os. De gjorde det godt og set på statistik og video, så var det fortjent, at de vandt kampen, lyder det den ærlige melding fra cheftræner Frederik Birk, der fra sidelinjen kunne se en lige kamp, hvor Brøndby-holdet havde svært ved at skabe chancer:

- Vi fik ikke skabt meget i første halvleg, og vi forsøgte at spille bolden ned i nogle rum, der ikke var der. Vi havde bolden meget, men det var jo et valg fra FC Midtjylland, at de overlod initiativet til os. Vi manglede at kunne skabe noget dybde i banen, så vi kunne komme tættere på deres mål. Det hjalp vores to indhoppere, Jesper Lindstrøm og Mileta Rajovic, dog fint med, men vi kom aldrig helt tæt på. 

Nu er året ved at nå sin afslutning, og cheftræneren gør status på efterårssæsonen, hvor han har sporet en god udvikling - både individuelt og kollektivt.

- Vi har set fremskridt - eksempelvis målt på spillestilen og implementeringen af den i forhold til førsteholdet. Der har jeg set en god proces, og når dette sker, følger resultaterne som regel også med, så det har været positivt. I forhold til den indviduelle udvikling er der nogle spillere, der har flyttet sig og har taget nogle gode skridt. Set på de parametre har har det været ganske fint. Det er en tæt række, og derfor efterspørger jeg mere stabilitet i vores præstationer - også når vi spiller dårligt. Det har vi italesat og arbejdet med, og det er vigtigt for mig at sige, at kampen mod Midtjylland ikke var en dårlig kamp. De var bare bedre end os på dagen, fortæller Frederik Birk, der efter en tiltrængt pause vil begynde at se frem mod forårssæsonen: 

- Nu skal jeg lige have tid til at sunde mig lidt, så i løbet af denne kærkomne vinterpause gør jeg mig nogle overvejelser om, hvad det er for nogle ting, jeg skal kigge på. Jeg har dog en idé om, at vi har skabt en eller anden form for grundstamme og en måde at gøre tingene på, og nu kan detaljeringsgraden virkelig optimeres. 

U19-truppen kan i skrivende stund overvintre på andenpladsen, inden forårssæsonen bliver skudt i gang med et brag mod FC København den 24. februar.

U19: FC Midtjylland - Brøndby IF 2-0 (1-0)
1-0
2-0

Startopstilling

Agust Hlynsson - Magnus Warming

Ertugrul Teksen

Peter Bjur - August Vitus Frandsen 

Filip Blazek

Lucas Rejnhold - Frederik Tønsberg - Christian Enemark - Christian Johansen

Casper Hauervig

Bænken: Christian Johansen, Jesper Lindstrøm, Mileta Rajovic



U17 trak det korteste strå i målrig kamp
U17-holdet måtte lørdag gå slukørede fra banen, da det sluttede 4-3 til FC Midtjylland i en kamp med mange chancer til begge mandskaber. De blågule boldtab kostede dog dyrt i en ellers god præstation fra Frank Hjortebjergs hold.

- Der var masser af chancer i begge ender, så den kunne lige så godt have heddet 4-3 til os. Det var en meget lige kamp, men det var for let at lave mål imod os. Vi havde problemer, når vi mistede bolden, og der blev vi straffet. Det har lidt været en tendens her i efteråret - især i de sidste par kampe. Vi har lukket alt for mange mål ind. Præstationen var egentlig meget god mod et godt hold. Et hold, der har vundet 7-1 over FCK og generelt scoret mange mål, forklarer cheftræner Frank Hjortebjerg.

Ligesom ved U19-truppen er det tid til refleksion hos U17-træneren efter en efterårssæson med mange kampe.  

- Nu prøver vi at analysere bredt her i starten for at se, hvilke tendenser der har været i vores kampe. Så prøver vi at snævre det lidt mere ind, når vi nærmer os træningsopstart og finde ud af, hvad det specifikt er, vi skal arbejde i dybden med. De her omstillinger kommer selvfølgelig til at fylde noget, men vi skal både have kigget på spillerne individuelt og på holdet, og hvordan vi har grebet kampene an. Det er en stor proces, hvor vi kigger på det, der er sket, og kigger lidt fremad og prøve at lægge en plan for det, siger Frank Hjortebjerg, der ser plads til forbedring i det nye år:

- Jeg sidder med et indtryk af, at vi ikke har ramt vores absolutte topniveau i denne sæson indtil videre. Vi har haft nogle kampe, hvor vi dominerede, men det har været imod de knap så gode hold. Vi har vundet over FCK, AGF og FC Nordsjælland, men det er ikke kampe, hvor vi har haft det udtryk, som vi gerne ville. Generelt set har vi større forventninger til vores udtryk og vores måde at gøre tingene på.

U17-spillerne går på jule- og vinterferie med 23 point og dermed en sjetteplads i deres række.  

U17: FC Midtjylland - Brøndby IF 4-3 (2-2)
1-0
2-0
2-1 Muamer Brajanac
2-2 Muamer Brajanac
3-2
4-2
4-3 Roni Arabaci

Startopstilling

Muamer Brajanac

Mikkel Eslund - Andreas Pyndt - Victor Sørensen

Morten Frendrup - Frederik Nørrestrand

Jacob Rasmussen - Oscar Salling - Elias Gärtig - Matin Saleh

Simon Rossil

Bænken: Mathias Kvistgaarden, Roni Arabaci, Laurids Brandt