Arajuuri: Vi er klar til kamp

01.12.2017 15:21

Det er to formstærke hold, der står over for hinanden på søndag på Sydbank Park, når SønderjyskE tager imod Brøndby-holdet i 18. runde af Alka Superligaen. De sønderjyske værter har hentet maksimumpoint i de tre seneste kampe, mens Zornigers mandskab er inde i en sejrsstime på otte Superliga-sejre i streg. Derfor er der lagt op til et spændende opgør i Haderslev, hvor Paulus Arajuuri forventer hård, fysisk modstand fra hjemmeholdet.

- Det bliver en virkelig hård kamp, og SønderjyskE har vist god form på det seneste, men det samme har vi. Vi har meget selvtillid i øjeblikket, men det bliver en svær udfordring på søndag mod et fysisk stærkt hold. Vi vil dog gerne fokusere på vores eget spil, men vi er klar til kamp, hvis det er det, der skal til, siger den finske midtstopper.

Udover at kunne hente niende sejr i streg kan niende clean sheet i sæsonen også blive en realitet for de blågule på søndag. Men det kræver fokus og disciplin fra hele holdet.

- Hvis vi skal have endnu et clean sheet på søndag, skal vi ligesom i de andre kampe være disciplinerede og fokuserede som hold. Fundamentet skal være på plads, og vi skal knokle på og støtte hinanden. Hvis det lykkes, tror jeg på endnu et clean sheet. Det vigtigste er naturligvis de tre point, men som forsvarsspiller ville et clean sheet være en bonus, fortæller den finske stopper.

Tror du på en ny blågul sejr samt et rent bur fra Brøndby-holdet mod SønderjyskE, kan du få dine penge 3.30 gange igen hos Betfair.

Kampen fløjtes op kl. 16:00, og hvis du vil med til årets sidste udebanekamp, kan du læse mere og købe billetter her.

Foto: Getty Images