Rønnow klar til Derby: Et højere niveau end de andre kampe

03.11.2017 10:10

- FC København har måske ikke haft den bedste start på sæsonen, men i de her kampe er det ikke afgørende, om man ligger side om side eller længere væk fra hinanden i tabellen. Derby-kampene er noget ekstraordinært og på et højere niveau end de andre kampe i Alka Superligaen, understreger Frederik Rønnow.

Landsholdsmålmanden glæder sig over den gode stime af point og sejre, som holdet er inde i, men han ved også, at der alligevel er plads til forbedring – specielt når der fløjtes op til et Derby.

- Vi har selvfølgelig stor tro på tingene. Vi har vundet de sidste fem og er inde i en god periode, men når det er sagt, så ved vi også, at det kræver en god præstation, hvis vi skal have noget med fra Telia Parken.

- På trods af vores mange point og fem sejre i de sidste fem kampe, så har spillet måske ikke været 100 procent derefter, og det skal vi simpelthen ind og levere, understreger Rønnow.

Netop forbedringerne i spillet er der fokus på i truppen i den daglige træning, men ud over tre point er der andre positiver ved at ’vinde grimt’.

- Det kendetegner et tophold, at man kan spille skidt og vinde, men vi ved også, at på den længere bane er det præstationerne, der afgør, om man får pointene. 

- Vi er rigtig glade for, at vi har vundet de kampe, vi har, og vi skal ikke male fanden på væggen, men vi skal også videre – der skal mere til, end det vi har præsteret de sidste to kampe for at vinde inde i Telia Parken.

Kickoff er på søndag kl. 12:00, og der er udsolgt på Brøndby IF’s fanafsnit. Læs mere om regler og påbud i forbindelse med kampen for fansene her, hvor du også kan finde tiderne for fodboldtoget.

Foto: Getty Images