Andreas Bruus får Superliga-kontrakt
25.10.2017 14:05
I morges forlængede det tidligere Brøndby Masterclass-talent Svenn Crone sin kontrakt med Brøndby IF, og for få øjeblikke siden kom endnu et Masterclass-talent på fuldtidskontrakt i Brøndby IF.
18-årige Andreas Bruus bliver fra årsskiftet løftet op i Superliga-truppen på fuldtid, efter han og sportsdirektør Troels Bech gav hinanden hånden og en underskrift på et samarbejde, der i første omgang rækker frem til sommeren 2019.
- Brøndby IF er den klub, jeg har fulgt, lige siden jeg var helt lille, og lige så længe har jeg drømt om at spille for klubben, så det er noget af det største, der er sket for mig.
- En rigtig stor del af mit spil er at bevise over for en hvilken som helst træner, at jeg skal være klar, når det gælder. Nu er det så op til mig at arbejde hårdt og vise ham (Alexander Zorniger, red.), det er det rigtige valg, klubben har truffet, siger den kommende fuldtidsprofessionelle angriber.
Tilliden fra Alexander Zorniger er noget, som Andreas Bruus glæder sig til at betale tilbage på.
- Han er en god og lærerig træner, og det har han også været over for mig, og at få den accept og anerkendelse af Coach, der er kendt som en hård træner, betyder ekstremt meget for mig, og at min drøm går i opfyldelse under ham, gør det bare endnu større.
Angrebs-talentet har løbende trænet med Superliga-truppen, ligesom han i sommer var med på truppens træningslejr til Østrig og har spillet og scoret i sommerens træningskampe.
- Det har været et stort klap på skulderen at træne med de bedste spillere, og det har lært mig rigtig meget om spillet og den professionelle verden.
- De har taget godt i mod mig, så jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal falde godt til i truppen. Det bliver anderledes, men fedt, lyder fra den snart tidligere Masterclass-spiller.
Han har været med på bænken i flere kampe, senest mod Silkeborg IF, men har stadig sin debut til gode på klubbens bedste mandskab.