Cheftræner inden CL-kamp: Vi skal gøre arbejdet færdigt

10.10.2017 14:55

I morgen kl. 18:00 står den på returopgør i Champions League for Brøndby IF’s bedste kvinder, og med 0-0 i den første kamp i Norge mod Lillestrøm SK, står kvinderne med et godt udgangspunkt.

Det gælder en plads i ottendedelsfinalen, og det ville være en stor bedrift for et nyt og ungt Brøndby-mandskab.

- Lillestrøm er et stærkt mandskab, der samlet kun tabte 5-4 til de senere finalister fra Paris Saint-Germain sidste sæson. Faktisk slog de PSG 3-1 på hjemmebane, så at vi kom derfra med uafgjort viser, hvor god indsats holdet lagde på aftenen, fortæller cheftræner Per Nielsen.

- I morgen skal vi så gøre arbejdet færdigt på hjemmebane. En plads i ottendedelsfinalerne ville være et rigtig flot resultat for det her hold, for der er mange nye og unge kræfter, der skal bære holdet nu.

Cheftræneren er i gang med at bygge et nyt hold op, efter spillere som Kathrine Veje, Simone Boye, Nicoline Sørensen, Mie Jans og tidligere Theresa Nielsen har valgt at prøve kræfter i udlandet, og det er en opgave, der skrider godt frem.

- Der vil selvfølgelig være udfald, når man spiller noget nyt sammen og bygger en ny stamme op på et hold, men vi har haft en god tilgang af spillere udefra og egne talenter, der nu skal tage næste skridt i deres udvikling og blive profiler.

Og netop det skridt har cheftræneren set en god udvikling i.

- Det ser rigtig lovende ud, og det bliver en stor oplevelse for mange af de nye og unge at spille på Brøndby Stadion. Der har vi altid fået en god opbakning fra fansene, og vi håber, at rigtig mange kommer ud og støtter os igen, lyder det fra Per Nielsen.

Billetter kan købes ved indgangen og koster 50 kroner.