Overblik: Syv Brøndby-spillere afsted på landsholdsgerning

28.08.2017 09:30

Sæsonens første landsholdspause er skudt i gang, og syv Brøndby-spillere skal trække i nationaldragten for deres respektive A-landshold. Det bliver en landsholdspause, hvor flere af de blågule spillere kommer til at stå over for hinanden. Få et overblik over, hvilke spillere der skal i aktion her. 

Frederik Rønnow
Landstræner Åge Hareide satte i sidste uge navn på de 23 spillere til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Polen og Armenien, og i den trup er Brøndby IF's nummer 1, Frederik Rønnow, at finde. Første opgør er på fredag den 1. september, hvor førstepladsen fra Polen gæster Telia Parken til en aftenkamp med kickoff kl. 20:45. Tre dage senere går turen til Armenien, hvor Frederik Rønnow og resten af landsholdstruppen står over for Henrikh Mkhitaryan og co. i ottende runde af VM-kvalifikationen. Kampen sættes i gang kl. 18:00 dansk tid. 

Pukki, Arajuuri og Hermannsson
Teemu Pukki og Paulus Arajuuri har fundet vej til den finske trup, der tørner sammen med Island og Kosovo i VM-kvalifikationen. Opgøret mod Island, der har Hjörtur Hermannsson med på holdet, spilles lørdag den 2. september på hjemmebanen i Tampere, mens opgøret mod Kosovo med Besar Halimi i truppen bliver afviklet den 5. september. 

Som bekendt kommer Hjörtur Hermannsson til at stå overfor sine klubkammerater, Pukki og Arajuuri, når Island møder Finland. Efter dette opgør står Ukraine for tur for islændingene, der i skrivende stund indtager andenpladsen i kvalifikationspulje I med samme antal point som førstepladsen Kroatien. 

Wilczek, Kliment og Halimi
Som nævnt krydser Danmark og Polen på fredag klinger, og med i den polske trup er Kamil Wilczek. Efter at have stået ansigt til ansigt med Frederik Rønnow og det danske landshold drager Wilczek og resten af den polske trup tilbage til Warszawa for at møde puljens sidsteplads, Kasakhstan, mandag den 4. september.

Jan Kliment har mulighed for at få sin debut for det tjekkiske A-landshold, når de møder Tyskland og Nordirland i de kommende kvalifikationskampe til VM. Opgøret mod verdensmestrene fra Tyskland finder sted den 1. september, mens Nordirland venter på udebane den 4. september.

Besar Halimi skal sammen med det kosovo-albanske landshold møde Kroatien den 2. september, inden de tre dage senere skal op imod Teemu Pukki, Paulus Arajuuri og resten af det finske landshold.

Foto: Getty Images