Plads til 600 ekstra Brøndby-fans i Aarhus på søndag

18.08.2017 11:45

Der er allerede så godt som udsolgt af de 1400 billetter til udebaneafsnittet på Ceres Park i Aarhus, hvor Brøndby IF på søndag kl. 18:00 spiller mod hjemmeholdet AGF.

Det store fremmøde af Brøndby-fans på udebane er et kendt fænomen, og flere og flere klubber åbner nu for muligheden for, at endnu flere Brøndby-fans kan komme til udekampene.

Således har AGF nu åbnet for salget af 600 ekstra billetter til Ceres Park på søndag, så der også - som på Right to Dream Park i Farum og BioNutria i Randers - bliver lavet et familieafsnit til fans af Brøndby IF i forbindelse med udebaneafsnittet.

Alle Brøndby-fans går ind af indgang D5 og D6 som sædvanlig, men herfra kan man få adgang til familieafsnittet på nedre D4, hvis man ønsker at sidde der.

Vi sætter stor pris på opbakningen fra AGF, der ikke bare er til glæde for de medrejsende Brøndby-fans, men også for en endnu bedre stemning på Ceres Park og dermed en bedre helhedsoplevelse for spillere, fans af begge hold, neutrale tilskuere og for seerne hjemme i stuerne.

Køb billet til kampen mod AGF på Ceres Park her.