Vigtig trafikinformation til Hajduk-kampen

25.07.2017 15:41

Brøndby Stadion lægger torsdag den 27. juli kl. 20:00 græs til tredje kvalifikationsrunde mod Hajduk Split på vejen mod Europa Leagues gruppespil.

Grundet en konkret sikkerhedsvurdering bliver området ved den nordlige tribune afspærret inde omkring stadion. Det betyder, at man ikke kan bevæge sig nord om stadion, heller ikke via cykelstierne, der bliver lukket fra kl. 07:00. Brøndby-fans skal derfor gå/cykle syd/øst om stadion for eksempelvis at komme til Loxam-tribunen/Øst-tribunen.

Der vil ligeledes være en afspærring af trafikken på den nordlige indfaldsvej til stadionområdet før og efter kampen. Derfor opfordrer vi alle tilskuere til at gøre brug af den sydlige indfaldsvej fra Brøndby Hallen til at komme ind og ud af området.

Nedenfor finder du relevant information vedrørende parkering, afspærringer og trafikafvikling.

Afspærring af veje ved Hajduk Splits ankomst

Fans af Hajduk Split ankommer til Brøndby Stadion løbende i løbet af dagen og vil her blive henvist til at benytte den nordlige indkørsel til stadion. Her vil tilskuere fra Hajduk Split blive henvist til P1.

I tilfælde af en march, kan der blive tale om en kortvarig lukning af trafikken på Højstens Boulevard, Park Allé og den nordlige del af Brøndbyvester Boulevard mellem Park Allé og Gildhøj – indtil marchens deltagere er kommet på plads på Brøndby Stadion (se den blå rute på kortet nedenfor). Dette vil i så fald blive meldt ud via politiets sociale medier og på Brøndby IF's sociale medier.

Alternativ rute nordfra for Brøndby-fans i tidsrummet i tilfælde af en eventuel lukning af vejene kan være Brøndbyvestervej via Bygaden og op mod den sydlige side af stadion.


Hajduk-fans vil gå via den blå rute fra Brøndbyøster Station. De gule ruter er alternative ruter for Brøndby-fans. Klik her for at se kortet i større version.

Afspærringer ved indkørsel til Brøndby Stadions parkeringsplads

P1 er på dagen forbeholdt fans fra Hajduk Split, og der vil ikke være adgang for hjemmeholdets tilskuere til denne parkeringsplads. Den nordlige indkørsel fra Brøndbyvester Boulevard til parkeringspladsen ved Brøndby Stadions hovedindgang vil blive lukket for al trafik fra kl. 07:00 til cirka en time efter kampen.

Parkering for brugerne af P1 vil på dagen blive henvist til parkering på P2, P3 og P4. Den ovennævnte lukning af den nordlige indkørsel betyder, at al kørsel ind til denne parkeringsplads skal foregå fra den sydlige indkørsel ved Brøndby Hallen.

Al indkørsel til parkering sydfra vil være mulig og vil ikke blive påvirket af afspærringer på noget tidspunkt.

Parkering nord, syd og vest for Brøndby Stadion

Hvis man parkerer nord for Brøndby Stadion, skal man være opmærksom på, at Højstens Boulevard, Park Allé og den nordlige del af Brøndbyvester Boulevard mellem Park Allé og Gildhøj kan blive afspærret af politiet. Det samme gælder fra kampens afslutning og en time frem, eller indtil Hajduk Splits fans har forladt området omkring stadion (se den blå rute på kortet ovenfor).

Parkering ved villavejen Gildhøj og på parkeringspladsen ved Gildhøj vil ikke være mulig, da politiet vil afspærre disse.

Alle andre henviser vi til parkeringspladser syd og vest for stadion, der ikke vil være påvirket af afspærringen på noget tidspunkt.

Vi arbejder tæt sammen med politiet for at gøre afspærringerne og generne så lempelige som muligt. Vi håber på forståelse og vil gøre vores til, at alle får en god og fornøjelig dag.


Cirkatider for gåafstanden ved parkering vest og syd for stadion. Klik her for større version af kortet.

Efter kampens afslutning

Vil man forlade kampen mod nord for Brøndby Stadion, skal man være opmærksom på, at hele området er lukket for al trafik, indtil Hajduk Splits fans har forladt området omkring stadion, cirka en time efter kampens afslutning. De vil blive ledt af samme rute tilbage til Brøndbyøster Station som ved ankomsten til Brøndby Stadion (se den blå rute på kortet længere oppe i artiklen).

Brøndby-fans på cykel skal derfor hjem fra stadion mod syd og vest (se de gule ruter på kortet ovenfor). Det samme gælder fans, som til bens søger mod parkerede biler eller eksempelvis Glostrup Station.

Trafikinformation helt frem til kampstart

I timerne frem til kampstart vil Vestegnens Politi informere om trafikafviklingen via Twitter (@VestegnsPoliti). Du kan også læse mere om vejarbejdet på motorvejsnettet syd for Brøndby Stadion på trafikken.dk.

Vi arbejder tæt sammen med politiet for at gøre afspærringerne og generne så lempelige så muligt. Vi håber på forståelse og vil gøre vores til, at alle får en god og fornøjelig dag.

Vi opfordrer alle til at følge og respektere politiets og kontrollørernes anvisninger.

Har man spørgsmål til ruter, til og/eller frakørsel eller andre spørgsmål, bedes man rette henvendelse til Service Crewet, der er til stede på kampdagen.

God kamp!

Har du endnu ikke sikret dig sæsonkort? Ud over en fast plads til alle Brøndby IF's hjemmekampe i Alka Superligaen får du også forkøbsret til europæiske kampe - og mange andre fordele. Læs mere her.