26. JUNI 2017 kl. 13:35
Halimi: Stolt over at skulle spille i Brøndby IF

Besar Halimi er ny mand på Brøndby-midtbanen næste sæson, efter det i dag blev offentliggjort, at han tiltræder på en et-årig lejekontrakt fra Mainz 05. Landsholsspilleren fra Kosovo har trænet med Brøndby IF den seneste uge, og han har fået et godt indtryk af klubben.

- Jeg har været meget glad for at være her, og det er en stor og kendt klub, så jeg er stolt over at skulle til at spille for Brøndby IF og de fans, jeg har hørt så meget om, fortæller den nye nummer 18, der var bekendt med Alexander Zorniger og hans krævende spillestil allerede inden, han kom til Brøndby.

- Jeg har spillet mod hans hold, så jeg kender ham som en rigtig god træner. Jeg er meget stolt over at skulle spille for ham, og han har en god mentalitet. Og jeg vidste også, at hans stil er meget hård, og at han holder af genpres, men det kan jeg godt lide, så det gør mig ingenting.

Som det oftest er med sommertransfers, lander de lige midt i opstartstræningen. Og Halimi, der nu har stiftet bekendtskab med den hårde opstart, glæder sig endnu mere til at komme i gang - netop på grund af opstarten.

- Jeg har været med i lidt af opstarten, og det er selvfølgelig den hårdeste tid på sæsonen rent fysisk, så jeg kan ikke vente med at spille her på Brøndby Stadion – for så betyder det også, at opstarten er ovre, griner Besar Halimi.

Besar Halimi har repræsenteret Kosovos A-landshold tre gange.