7. JULI 2016 kl. 18:25
Nyt nordisk blod til Brøndby IF

Brøndby IF kan i dag offentliggøre to nye spillere til cheftræner Alexander Zornigers trup. Det drejer sig om to nordiske landsholdsspillere – nærmere betegnet islandske Hjörtur Hermannsson og finske Paulus Arajuuri.

Begge spiller i midterforsvaret, der har været et kerneområde for Zorniger og sportsdirektør Troels Bech at få forstærkninger til.

- Med afslutningen af sidste sæson sagde vi farvel til to spillere i midterforsvaret i form af Daniel Agger og Malthe Johansen, ligesom vi sagde farvel til Martin Ørnskov, som også kunne spille i midterforsvaret, så vi har haft et stærkt ønske om at få hentet spillere til netop de positioner.

- Med Paulus og Hjörtur har vi sammen med Martin Albrechtsen og Benedikt Röcker et stærkt besat midterforsvar, hvor også Jesper Juelsgaard kan spille og gjorde en fin figur i foråret. Dertil kommer vores eget talent Mads Juel Andersen, som vi har rykket op til Superliga-truppen fra vores U19-hold, så vores målsætning om at have flere valgmuligheder på alle positioner er nu på plads i den ende af banen, forklarer Troels Bech om tilgangen af 28-årige Paulus Arajuuri og 21-årige Hjörtur Hermannsson.

Køb sæsonkort til Brøndby Stadion - priser fra blot 995 kr.

Hjörtur Hermannsson skifter til Brøndby fra PSV Eindhoven og træner for første gang sammen med resten af Brøndby-truppen mandag den 18. juli.

Hjörtur var med i den islandske landsholdstrup, der deltog i EURO 2016 i Frankrig, dog uden at få spilletid. I sin karriere hidtil har Hjörtur opnået 58 landskampe for Island på hhv. A- og U-landshold. Hjörtur har under sit ophold i PSV Eindhoven senest været lejet ud til IFK Göteborg i 2016, hvor han har spillet 13 kampe og scorede et enkelt mål.

Paulus Arajuuri, der siden 2014 har været fast mand hos Lech Poznan, skifter først til Brøndby IF i den kommende vinters transfervindue, hvor hans kontrakt med den polske klub udløber. Inden han skiftede til polsk fodbold, spillede Paulus i fire år i svenske Kalmar FF.  Paulus har spillet 11 A-landskampe for Finland, hvor han også har været en del af U20 og U21-landsholdene.


(Paulus Arajuuri/Foto: brondby.com)

For begge spillere gælder det, at de har skrevet under på en kontrakt af tre års varighed. 

Næste hjemmekamp er sæsonens første kamp i Alka Superligaen, hvor Esbjerg fB gæster Brøndby Stadion. Du kan købe billet her. Du kan også stadig sikre dig fast plads på Brøndby Stadion ved at købe sæsonkort, hvor priserne starter fra 995 kr. De kan købes her.