Röcker: Alle skal mærke, at jeg vil vinde
18.06.2016 19:28
I dag har Brøndby IF fået ny nummer 4. Den 26-årige midterforsvarer, Benedikt Röcker, har nemlig sat sin signatur på en 3-årige aftale og begynder træningen med sine nye holdkammerater på mandag.
Benedikt Röcker, som kommer til Brøndby IF fra 2. Bundesliga-klubben SpVgg Greuther Fürth, siger følgende om skiftet fra grønt og hvidt til blåt og gult:
- Først og fremmest er jeg meget glad for at være her, for det er en ære for mig at skulle spille for så stor og traditionsrig en klub. Jeg vil gøre mit ypperste for at blive hurtigt integreret i truppen, så jeg kan hjælpe holdet med mine kvaliteter.
- Jeg er en spiller med et stort fokus på mentalitet, men jeg er også nærkampsstærk, og jeg elsker at bringe begge dele ind på banen. Jeg ved, hvordan man giver sig i nærkampene, og jeg ved, hvordan man skal være stærk til at tage imod de knubs, som modstanderen vil forsøge at give én. Jeg går meget gerne forrest i kampene, for jeg spiller for at vinde, og det vil jeg gerne have, at alle kan mærke - både med- og modspillere. Når det kommer til sport, så findes der ikke en bedre følelse end sejr. Jeg elsker fodbold, og holdfølelsen er vigtig for mig. At vi vinder sammen som en enhed, lyder fra den tyske forsvarsspiller.
Han behersker det engelske sprog, men det er ikke nok, understreger han. I første omgang vil han nemlig også have styr på de grundlæggende ting på dansk.
- Jeg vil gerne lære dansk hurtigst muligt. Jeg er faktisk allerede begyndt ved at have installeret en app på min telefon, hvor jeg kan øve mig på forskellige ord. For eksempel "løbe" og "laufen", siger han og bryder ud i et stort grin.
"Løbe" bliver udtalt til perfektion. Herefter følger "gul" og "blå".
- Det er også en prioritet for mig at finde en lejlighed hurtigst muligt, så jeg har basen på plads og kan bygge en god tilværelse i Danmark op sammen med min kæreste. Vi står over for en spændende sæson, og jeg glæder mig bare til at komme i gang her i Brøndby, tilføjer Benedikt Röcker.
Læs sportsdirektør Troels Bechs ord om den nye Brøndby-forsvarer ved at trykke her.
Vil du se Benedikt Röcker og resten af Brøndby-mandskabet i aktion, aktion, aktion i den nye sæson, kan du med fordel købe et sæsonkort. Ud over en besparelse på op til 50 % sammenlignet med køb af billetter får du en række fordele - læs mere på saesonkort.brondby.com.